Mobil slår tv ihjel på samme måde som tv slog print ihjel

Bloggeren Jeff Bullas skriver her om ti ting, man kan gøre for at komme med på noderne med hensyn til den mobile revolution, der er i gang. Han skriver i et content marketing-perskeptiv, men nye og traditionelle nyhedsmedier kan jo sagtens læse med om, hvordan oplevelsen skal være målrettet mobil frem for papir, fjernsyn og pc.

“CEO’s and senior managers need to understand how their children and younger adults are consuming media in a digital world.

My son does not sit down to watch “News at 6″, but instead shows me the latest Youtube sensation that he heard about from an online search or from his friends on Facebook. The device of choice. His mobile.

Mobile and social media is transforming our world in not just our personal lives but also in business.

We need to design apps, build blogs and websites and create content for people to view on mobiles. Because we now share the information on smart phones and it is amplified with one click to our social networks.”

Læs med her

Avisernes død

Jeg er i gang med at læse Jacob Ludvigsens selvbiografi “Hobit i habit” og faldt over dette citat, der handler om avisdøden (den trykte), der var i gang for 50 år siden.
“I september 1961 lukkede det konservative dagblad dagens nyheder(…) Aviser havde vi ellers nok af. På hverdagseftermiddag kom Far hjem med den berlingske korrektur med B.T., Berlingske Aftenavis og Berlingske Tidende.(…) Et vanedannende storforbrug blev grundlagt. Lysten til at vide, hvad der sker, og hvad der tales om, har aldrig forladt mig. Dengang havde man ingen forestilling om, at det trykte medie skulle ende som en truet art, selv om der blev tyndet ud i antallet af titler, der var ikke basis for fire aviser i hver by. Artikler kan klippes ud og arkiveres, i mine forfædres efterladt papirer har jeg fundet klip – også af mine artikler. Vores bøger, arvede såvel som egne, er blevet beriget med notitser og kronikker. Aviser kan gemmes, de kan hobe sig op, de må til sidst sorteres og kasseres. Hvis alle var lige så idealistiske med hensyn til at bruge tid og penge på en mangfuldighed af aviser, ville branchen være blandt landets tyve største.”

– Fra “Hobit i Habit” af Jacob Ludvigsen, side 52-53, udkommet på Gyldendal i 2013.

Rasmus Kleis Nielsen: De tre udfordringer, medierne står overfor

Medieforsker Rasmus Kleis Nielsen er ugens gæst i Mennesker og medier på P1, og han lister tre udfordringer op for medierne i dag. Bestemt tankevækkende. De kommer her:

  1. Kampen om opmærksomheden er skærpet. Flere af os har smartphones, tablets. ebøger, spil, tv. Alle mulige former for indhold er dukket op. Det er det første, man skal tage til sig. Det er en forandret konkurrencesituation. Man kan ikke forvente, at nogen følger med.
  2. Journaliststanden har fjernet sig fra, hvad der finansierer journalistikken. Journalistikken har ikke altid været distanceret fra det kommercielle. Man skal forholde sig til content marketing. Hvis ikke professionen tager et ensvar for, hvordan udviklingen er gået, er der andre, der kommer til at tage. Der var en forretningsmodel.. Man sikrer sig et levebrød. Uden penge er der ikke journalistik
  3. Den primære reaktion på udfordringerne har været, at man skal producere mere og mere på den samme ressourcebase. Den strategi står over for udfordringer, for det er klart, at volume ikke er vejen frem. Mentalitetsudfordring – både hos ledelse og andre. Vi bliver nødt til at overveje, om der skal tages et skridt fra mere og mere og over til mindre og mindre, men hvor man prioriterer mere skarpt og tænker over, hvordan vi skaber værdi. En stor udfordring er, at mange mennesker ikke synes, journalistik ikke er særlig interessant. Man har ikke forsøgt at sætte sig i brugerens sted. Det skal både være kommerciel værdi og journalistisk værdi.

 

Internettets udvikling i 2013

Her til morgen fik jeg pløjet mig igennem denne langlæser på Buzzfeed om internettet og dets udvikling igennem 2013. I mine øjne er den en god opsummering af, hvilke tendenser, der var i onlineverdenen i år. Kort sagt kan man sige, at de store blev større – og udnyttede deres magt. Især eksemplerne med Google er vel rammende. Artiklen runder fint af med perspektiv. Den yngre generation står klar til at gøre nettet til deres eget, og udgangspunket (fri information til verden) står måske for fald? Hermed anbefalet.

Jyske Bank og #skattely

Jeg ser ikke ret meget tv, og derfor må jeg også erkende, at jeg ikke har set DRs dokumentar om Jyske Bank og skattely. Til gengæld har læst kassevis af tweets om programmet. Både fra mennesker der har set programmet og fra Jyske Bank selv, som ivrigt kommenterede, lige da programmet var blevet sendt.
Jyske Bank går efter DRs troværdighed og kræver, at DR fremlægger det skriftlige materiale, som Jyske Bank har leveret til fupkunden, der ville skjule sine mange millioner for det grumme, danske skattevæsen. Det nægter DR at gøre, selvom mange mediekendere har opfordret dem til at lægge alt råmaterialet frem.
Selvom programmet langt fra er set af alle, mig selv inklusive, vidner hele #skattely-sagen (hashtagget som programmet og sagen har fået på Twitter), at tv i høj grad er noget, der bliver talt om på sociale medier. Det bliver samtalen, folk danner deres mening om en sag ud fra.
Pointen i mine øjne er netop ikke, hvad programmet handler om. I stedet handler det om, hvad der bliver sagt, når samtalen falder på programmet. Både over kantinebordet på arbejdspladserne, men også på de sociale medier. Og her vil jeg æde min gamle hat på, at Jyske Bank har tabt for længst. Deres angreb på DR vidner om ugler i mosen. Omvendt har DR også et troværdighedsproblem.
DRchefen Anne Marie Dohm siger i Mennesker og medier, at DR blandt andet ikke kan lægge råbåndene ud, fordi der i de mere end ti timers skjulte optagelser bliver afsløret hemmeligheder om andre firmaer end Jyske Bank. Det mener jeg ikke holder, for de oplysninger kan DR vel sløre, hvis båndene bliver lagt ud? Aktindsigter fra det offenlige rummer også fra tid til anden sorte overstregninger, det må kunne lade sig gøre.
Både DR og Jyske Bank har tabt på de sociale medier, i mine øjne.

Pages og andre Mac-apps er lukkede kredsløb – hvorfor?

Da jeg i sin tid blev Macbruger, valgte jeg at investere i Apples svar på Word, Pages. Pages er et fint skriveprogram, MEN… jeg har fra tid til anden også skrevet i .txt-apps som eksempelvis Byword og IAwriter. Jeg er ikke klar over, om Word til PC kan redigere .txt-filer. Men jeg kan i hvert fald ikke i Pages eller Google Docs. Hvorfor kan et avanceret skriveprogram som Pages ikke også redigere helt simple .txt-filer?

Når jeg så bruger Pages, kan jeg vælge at gemme mine filer i Dropbox eller Apples egen iCloud. Ulempen ved det sidste er, at jeg så godt nok kan åbne mine filer på iPhone og iPad, men jeg kan ikke åbne dem på min PC på arbejde. Eller det vil sige, at det kan jeg godt. Jeg kan downloade filen fra icloud.com, men så redigerer jeg en kopi af det oprindelige dokument, og det er ærligt talt lidt bøvlet. Jeg kan også vælge at gemme mine filer i Dropbox (som jeg så rent faktisk gør), men Pages til iPhone/iPad understøtter IKKE Dropbox. Kun iCloud (som så vel at mærke også er en dyr cloud-løsning i forhold til eksempelvis Google Drive).

Jeg er stor fan af Apple, men jeg tror, at de skyder sig selv i foden ved at lukke sig så meget om sig selv, at deres apps på telefon og tablet ikke understøtter den cloudtjeneste, som de fleste bruger (Dropbox) – eller måske endda Google Drive.

Anbefaling: Mennesker og mediers sommerserie

Mennesker og mediers sommerserie er efterhånden snart slut, men alligevel klart et lyt værd. Temaet er journalistikkens nutid og fremtid. Hør blandt andet interviewet med tre journaliststuderende, der ikke læser aviser. Eller helt nye former for journalistik som live magasiner.

Hør udsendelserne her: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/20060109153345.htm

Sjov på SosseSass’sk

Forundret blev jeg, da jeg i morges åbnede for min Twitter-app og så, at Henrik Sass Larsen, gruppeformand for Socialdemokraterne på Christiansborg, a.k.a. @SosseSass på Twitter, skrev følgende:

Reaktionerne kom også hurtigt efter:

Senere torsdag fortæller Sass så til Journalisten.dk, at han “aldrig kunne drømme om at stille det forslag”, og at tweetet var ment som en provokation.

Samme Sass, der før valget i 2011 var storfavorit til en ministerpost, foreslog for to år siden i Information at skære i den offentlige støtte til borgerlige medier.

Selvom forslaget er en provokation, siger Sass dog til Jounalisten.dk i dag, at mediefolk burde have mere “selvreflektion” og “selvironi”. Nuvel, selvom forslaget er satie, har Sass åbenbart et horn i siden på mediefolk. “Jeg savner ikke som sådan åbenhed om noget, jeg prøver bare at provokere. Jeg siger – som en provokation – at de samme krav for politikerne også skal gælde for journalisterne.”

Og her springer kæden af for Sass. En lovgivende- og udøvende magt, Folketing og regering, er ikke det samme som et medie. Medier kan vedtage lovgivning, der kan sende folk i fængsel. Medier kan ikke opkræve skat. Måske er den manglende selvreflektion og selvironi et udtryk for, at Henrik Sass er ude på tynd, tynd is med sin sammenligning. En sammenligning, der for øvrigt fjerner fokus fra, at Folketinget er ved at mørklægge for al fremtid, hvad en minister lægger til grund for sine lovforslag.