Har lige fundet en ret genial side, hvis man interesserer sig for avisernes læsertal.
Nyhedsavisen har lanceret laeserbarometeret.dk, hvor man også kan sortere i data – for eksempel søge på kvinder over 30, der bor i de tre store byer, eller man kan tage hele Danmark med.
Lad mig bryde flere måneders tavshed her på bloggen med en nyhed – kun 12 minutter gammel i skrivende stund…
Gratisavisen dato lukker, og redaktionen smelter sammen med URBAN. Det er faktisk lidt ironisk, for da (gratis)aviskrigen var på sit gryende statdie, foreslog jeg Det Berlingske Officin at bruge URBAN som sit modtræk til Nyhedsavisen.
» Se indlæget her.
Nu er der kun den lille hage ved det hele, at det har kostet koncernen omkring en million kroner om dagen at have dato på gade.
Æv for Det Berlingske Officin.
Læser lige, at Nyhedsavisen indtil videre har bortvist reporter René Fredensborg for at have kastet med brosten mod politiet på Nørrebro.
Historien blev bragt lørdag den 3. marts i Nyhedsavisen og er en reportage.
Selvfølg er indlevende journalistik godt. Jeg personligt går ind for, at journalister skal lette røven i stort omfang og være på stedet. Alligevel mener jeg personligt, at Rene Fredensborg er gået for vidt, hvis han direkte deltager i kampene.
Det er i det hele taget som om, at medierne i alt tumulten har glemt, at det rent faktisk er alvor – folk kan komme alvorligt til skade, og det er der heldigvis ikke ret mange, der er kommet endnu.
Men jeg kan glæde mig over debatten, som helt sikkert kommer til at finde sted i mit fagblad, Journalisten, og andre steder om vores ret til at “blande” os i det, vi er ude at skildre.
Her er artiklen i sin helhed fra Nyhedsavisen. Læs den og døm selv.
Den megen polimik omkring DR’s (eller Christoffer Guldbrandsens – jeg ved snart ikke, hvem der ejer den film) “Den hemmelige krig” er voldsomt interessant at følge – især interessant, fordi det slet ikke handler om journalistik.
Det handler ikke om:
Nej, det handler nemlig om politik. Det vi ser med Afganistan er et led i en større stadigt vedvarende proces, der vil føre til et fald af begrebet “sandhed”. Hvem har ret? Ingen ved det, og så handler det ikke om fakta længere – det handler om følelser.
Det handler om, at den ene gruppe synes, at DR er også nogle røde lejesvende, politisk drejede, der bare vil have regeringen i almindelighed og Dansk Folkeparti ned med nakken. Den anden gruppe mener, at regeringen opfører sig mere og mere suspekt, fører befolkningen bag lyst og følger Geroge Bush og hans tvivlsomme metoder til at føre krig til punkt og prikke.
Mit bud er, at journalistikken i de senere år er blevet mere og mere febrilsk i sit forsøg på at finde fodfæste i noget, der ligner sandhed. Det vil bare ikke lykkes, for der står utallige spinmeistere på hver sin side med hver sin (velbegrundede) udlægning af sagen.
Hvad det hele skal ende med, ved jeg ikke. Hvad skal vi gøre, når der ikke længere er en “sandhed” at forholde sig til? Jeg ved det ikke, men det er himmelråbende naivt at sige, at journalistikken stadig skal tro på, at “sandheden findes derude”, og at man skal være “så objektiv som muligt”.
Det bliver en om’er – men hvad gør vi?
Jeg skal da ellers lige love for, at Karen Jespersen har fået en del omtale her på det sidste.
Hvorfor er hun så interessant? Se, det ville jeg geren have et svar på. Hvis man har fulgt damen gennem de sidste par år, kan Karen Jespersens partiskifte, eller hendes holdninger på nogen måde komme bag på folk – so what’s the big deal?
Hvor om alting er, har Venstre virkelig formået at sætte dagsordenen i denne sag. Fra de første par dryp i nyhederne om, at Karen Jespersen virkelig var træt af sine tidligere partifæller i Socialdemokraterne, til at skiftet til Venstre var en realitet har de kritske røster været få.
Men skulle medierne nu ikke lige tage og klappe hesten. Der er laang tid til næste folketingsvalg, det bliver hurtigt hverdag i Faverskov-kredsen, hvor Karen Jespersen er stillet op – og hvem siger, at udlændingepolitikken (Jespersens suverænt stærkeste kort) overhovedet bliver et tema i næste valgkamp…
Mit personlige gæt er, at Karene-effekten er en gang varm luft uden reel betydning, men lad os nu se…
De seneste dage har Nyhedsavisen ført det, man vel nærmest kan kalde kampagnejournalistik mod DR og filmen “Den hemmelige krig”. Debatten er bølget frem og tilbage med påstande både den ene og den anden vej.
I dag sætter Nyhedsavisen trumf på og afslører, at journalisten bag dokumentaren, Christoffer Guldbrandsen, har “brugt” folketingsmedlem Frank Aaen fra Enhedslisten til at lave sin film. Når Guldbrandsen er blevet lagt på is af regeringen, har han i stedet fået Frank Aaen til at stille spørgsmålet i folketingssalen – og så har ministeren været nødt til at svare.
Nu skulle man tro, at alle journalister på Nyhedsavisen står sammen – og alle på DR også står sammen, men faktisk skriver journalist Anna Rossman Thejsen på sin blog på avisen.dk en kritisk kommentar til den historie. At en journalist bruger en politikker på denne måde er nemlig ikke noget usædvanligt.
Læs indlægget
>> her.
Her troede redaktionschef Anders Kappel lige, at han kunne sende en kort lille mail, der sagde tillykke til DR Kontants journalister.
Tillykke’t havde de fortjent – mente Kappel – fordi Lars Barfoed lige var gået af som minister, og fordi det var DR Kontant, der satte den såkaldte fødevareskandale på skinner, der i sidste ende kostede Barfoed livet som minister.
Normalt er det ellers en af journalitikkens helt store opgaver – især ved skåltalerne – at vælte en minister. Men hvorfor er det så galt denne gang. Jo. DR må og skal være upolitisk. Det er ikke statsradiofoniens opgave at glæde sig over politisk fnidder i regeringssamarbejdet, der i sidste ende bryder ud i lys lue, og at Pia K. fra Dansk Folkeparti fyrer en minister.
Men selve budskabet i Anders Kappels mail er der vel ikke noget galt i? Ville jeg personligt ikke sige tillykke til de to journalister fra B.T., der fældede Peter Brixtofte i Farum. Det ville jeg, selv om jeg ved at have læst deres bog ved, at deres mål var at vælte ham som borgmester.
Jeg tror, at denne fadæse er meget skidt for DR – og så giver det jo for øvrigt også de to stridende parter i sagen om Barfoed en sikkert kærkommen lejlighed til at fjerne fokus fra den interne stridighed, for er der noget DF og De Konservative kan blive enige om, så er det DR’s politiske ståsted.
Og åbenbart også en person, der selv sidder inde i DR og er træt af det samme politiske ståsted. Hvordan havner en intern mail ellers i medierne?
Frifindelsen af Berlingske Tidendes to journalister, Jesper Larsen og Michael Bjerre, og deres chefredaktør Niels Lunde er en kæmpe sejr for dansk presse – ingen tvivl om det.
Fra alle sider af presse (også den, der er imod ytringsfriheden ifølge Jyllands-Posten, tsk tsk) har glædesråbet gjaldet. Det skal det også herfra. Hvis de to journalister og deres chefredaktør var blevet dømt, havde vi ganske enkelt levet i en bananrepublik!!!!!!!!!
Men hvis man må have lov til at dryppe en lille smule malurt i bægeret, så har den historie, det hele begyndte med ikke haft nogen som helst konsekvens. Berlingske Tidende afslørede jo netop, at Forsvarets Efterretningstjeneste mente, at Irak højest sandsynligt ikke havde masseødelæggelsesvåben.
Alligevel har vi hørt statsminister Anders Fogh Rasmussen udtale skråsikkert fra talerstolen i Folketinget, at Saddams masseødelæggelsesvåben var en uomtvistelig kendsgerning.
Det vil altså sige, at intet er ændret. Vi har stadig en statsminister, der mildest talt må siges at have en lemfældig holdning til det at sige sandheden.
Tillykke til Berlingske Tidende, tillykke til danske journalister, men demokratiet skal skamme sig.
Medieblog (og ikke mediebloggen – det er jo Lisbeth Knudens) kan her præsentere en skapvinklet historie, der stammer fra dagens Mennesker og Medier på P1.
Det nyeste værktøj i spindokotorens kasse bliver tilsyneladende at lade kritiske medier smage deres egen medicin. Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, fortalte i programmet, at hans virksomhed havde lavet eget tv- og radiostudie, sådan at de elektroniske medier altid kunne få en direkte forbidelse til Jyske Banks aktieanalytikere eller til Anders Dam selv – uden at bankfolkene måtte tage den lange tur til København fra Silkeborg.
Anders Dam fortalte om bankens forskellige modtræk til kritiske historier i medierne, og fortalte, at den ultimative mulighed, som han så det lige nu, var at lade journalister, der har lavet en kritisk historie, smage egen medicin.
Hvis en kritisk historie ikke var i overensstemmelse med sandheden, ville kunne Anders Dam sagens forestille sig, at bankens egne journalister og tv-hold tog til København for at bede om en kommentar fra ophavsmanden til de kritiske historier.
“Hvorfor skriver du sådan? Hvad er dit belæg for at gøre det?”, osv. kunne spørgsmålene lyde.
Og hvis de pågældende journalister nægtede at svare, så var det jo lige pludselig Jyske Banks journalister, der stod uden for et domicil og var blevet smidt på porten – ikke en reporter fra et “rigtigt” medie.
Det er jo et interessant fremtidsscenarie. For hvis det forehavende lykkes for banken, er journalister jo slået med egne midler: Opklarende spørgsmål.
DRs fyrede nyhedsdirektør er begyndt at blogge – og endda under navnet Mediebloggen, der jo lægger sig meget tæt op ad denne blogs navn.
Her fra Medieblog skal der lyde et hjerteligt velkommen til vores (næsten) prominente navnesøster, der lover at ville opdatere sin blog dagligt.
Hun har jo også tiden til det 🙂
Lisbeth Knudsens blog kommer til at indeholde:
“fordomsfrie og skarpe kommentarer til alt, hvad der rører sig inden for medier, kommunikation, samfund, ledelse og IT.”
Så måske er vi alligevel lidt konkurrenter….
Jens Berg Thomsen - kommunikatør og journalist 