Ingen tvivl om, at den danske mediebranche var ved at lave i bukserne af skræk, da Nyhedsavisen meldte sin ankomst tidligere på året.
Straks skulle alle de store bladhuse i Danmark have deres egen husstandsomdelte gratisavis. Det eneste bladhus, der hængte lidt i kampen, var Det Berlingske Officin, der liige skulle have ny ejer, inden man ville gøre noget.

Berlingske fik sin nye ejer, og mindre end en uge efter, havde man en gratisavis i form af dato på gaden.

JP/Politikens Hus havde det lidt anderledes. Her havde man i god tid bestemt sig for at lave et modsvar til islændingene fra Nyhedsavisen. 24timer hed redningsplanken.
Men at avisen stadig er en form for panikreaktion, og at der mangler planlægning, kan jeg se her fra Farum.

I går, da jeg skulle ned til bussen, lå der en masse eksemplarer af 24timer og flød under en trappe. Buddet er vel blevet træt…

Det sjove er, at vi slet ikke skal have avisen her i Farum. Vi ligger uden for Storkøbenhavn. Det har dog ikke forhindret 24timer i at sætte en plakat op på hovedgaden med en reklame for avisen.

Budskabet er altså: Se, vi laver en god avis. I kan godt nok ikke læse den, og vi gider ikke give jer den i postkassen, men vores bud har lagt en masse eksemplarer under trappen, som I er velkomne til at tage.

Øh…

Efter en forsinket sommerferie er jeg for alvor ved at være klart til en tørn mere her på bloggen. Ferien har jeg brugt på at skifte studiejob og på at skrue resten af min cand.public.-uddannelse sammen.
Jobbet først: Efter et par måneder på dagbladet Effektivt Landbrug som redigerende studentermedhjælp, fik jeg det berømte prik på skulderen – og sikke et held. Det tager to en halv time at komme til Langekov på Fyn fra Farum, hvor jeg bor. Det er lang transporttid (for ikke også at sige hundedyrt med DSB!) når det er et eftermiddagsjob.
Men alt i alt er jeg meget glad for min tid på avisen. Det var sjovt at “være med” igen – og så fik jeg også lært lidt om landbrug.

Min nye job er i Søllerød Kommune, der skal lægges sammen med Birkerød Kommune og bliver til Rudersdal Kommune. Det er et meget anderledes job, men også dette job er jeg meget glad for at have fået.
Der er tale om helt andre arbejdsopgaver i kommunen. Jeg er først og fremmest blevet ansat, fordi to kommunale hjemmesider skal blive til én. Det er en omfattende opgave, for en kommune har uendeligt mange opgaver over for borgerne, så der skal skrives mange ord på sådan en hjemmeside, for at borgerne skal kunne finde det, de har brug for.
De to sider skal skrives sammen, og der skal laves ny struktur på hjemmesiden. Derfor var en af mine første opgaver at printe alle tekster på hjemmesiden ud, og nu er en kollega og jeg så næsten færdige med at sortere teksterne i den nye struktur. Vi taler om omkring otte ringbind fyldt med papir. Det har taget lang tid, men også en god opgave, fordi jeg har fået et uundværligt indblik i en kommunes opgaver.
Andre opgaver i kommunen indtil nu har blandt andet været at skrive pressemeddelelser, skrive og lægge nyheder på hjemmesiden og spare med andre kolleger i kommunen, der er embedsmænd. Allerede nu har jeg lært en masse, som noget studie med garanti ikke havde kunnet give mig.

Apropos studie, så er jeg efter en del korrespondance frem og tilbage mellem mit eget universitet, SDU, og Københavns Universitet endelig begyndt på mine fag dette efterår. Se de forskellige kususbeskrivelser her:

• Teorier om- og værktøjer til måling af processer
• Soft Power, Political Marketing & Cultural Diplomacy v/Tom Bryder
• OFFENTLIG ORGANISATIONSTEORI OG LEDELSE

En anmeldelse af fagene lige nu giver ikke mening, før jeg har fået universitetslivet lidt mere ind under huden. Jeg vil bare sige, at indtil nu virker alle tre fag rigtig gode.

Journalist Mads Bang revser i denne uges udgave af Weekendavisen avisens chefredaktør, Anne Knudsen. Mads Bangs læserbrev er en reaktion på sidste uges forsidehistorie, der var en reportage fra Irak af Anne Knudsen.

Artiklen var en personlig skildring af turen. Chefredaktøren fortalte blandt om, at hun besøger sin søn, der er udstationeret i Irak, og at hun i slutningen af sin rejse rent faktisk er ved at dø på grund af saltmangel. Undervejs lader chefredaktøren sin uforbeholdne mening om Danmarks Irak-engangement igennem den lange artikel – den er positiv.

Mads Bangs kritik går på, at Anne Knudsen tidligere har kritiseret dansk journalistik for sit manglende faglige niveau. Derfor undrer det ham, at Anne Knudsen ikke nævner kilder til de oplysninger, der kommer frem i artiklen. Blandt andet at “Danmark har haft den store pengepung fremme” for at kunne opføre en skole til nogle irakiske børn. Vi får også at vide, at den irakiske befolkning er glade for de danske styrkers tilstædeværelse – uden at Anne Knudsen tilsyneladende har været ude og tale med irakerne selv.

Jeg tror, at problemet bunder i en vidt forskellig opfattelse af, hvad “god” journalistik er. Mads Bang er tydeligvis af en traditionel opfattelse af, at journalistik bygger man på fakta! Der skal tal på bordet, og man skal kunne dokumentere hver eneste oplysning.
Selv læste jeg slet ikke Anne Knudsens reportage som et stykke traditionel journalistik. Alle og enhver ved, at Weekendavisen er for invasionen i Irak, støtter USAs krig mod terror, er på Israels side, osv. Hvis Anne Knudsen ikke havde de samme holdninger, var hun sikkert aldrig blevet ansat som chefredaktør.

Som jeg så historien, var det en blanding af to forskellige genrer – reportage og kommentar. Mend det er rigtigt, at artiklen ikke havde ét enkelt budskab (det journalister kalder en vinkel), og ikke var særlig veldokumenteret. Men hvad angår de danske midler, der er blevet brugt på skolen, mener jeg personligt ikke, at det ville være gavnligt at vide, om der var brugt én eller 15 millioner kroner på den. Og hvad angår det irakiske “folks” mening om den danske tilstædeværelse, er der temmelig mange, der har påstået at kende folkets mening og folkets vilje – hvilket jo ret beset er noget ævl – uanset hvem det kommer fra.

Personligt var jeg fint underholdt af Anne Knudsens artikel, selvom chefredaktøren, der ellers virker til at have et rimeligt nuanceret syn på tilværelsen, efter min smag blev lidt for sort/hvid, da hun påstod, at den danske offentlighed er sart, fordi den finder det kritisabelt, at danske soldater er med til at anholde irakere, der risikerer dødsstraf.

Et af Mads Bangs kritikpunkter er jeg dog helt enig i. Anne Knudsens reportage var placeret som tophistorie i sidste uges udgave af Weekendavisen. Mads Bang mente, den ville have egnet sig bedre til bagsiden – for det var en personlig skildring med klare holdninger, der skinnede igennem, når man læste artiklen. Man kan være enig eller uenig i holdningerne, men der er en grund til, at lederen ikke står på forsiden – selv Information har droppet den idé…

Ja, det er stadig agurketid i medierne, og det er da også meget, meget sløvt med hensyn til at få læst i aviserne eller set særlig meget nyheder i tv.

Dog får jeg skimmet min Berlinger nogenlunde hver dag, og her var der i dag en historie om det altid interessante fænomen, DSB.
Det viser sig nemlig nu, at kun tre ud af fire DSB-tog ankommer til tiden – det vil sige DSB’s definition af “til tiden”, nemlig inden for seks minutter af det tidspunkt, der står i køreplanen.

Som tidligere pendler til Fyn kan jeg supplere med, at et tog, der kun er tre eller fem minutter forsinket også kan være katastrofalt. Det kan for eksempel gøre, at man skal vente længe på det næste S-tog, den næste bus, osv.

DSB kan med dagens historie lige svinge sig op på at være den eneste “skandale” lige nu i medierne. Det er som om, den ellers meget omtalte Københavns Lufthavn har fået reddet stormen af. Mens det stod på, var det for øvrigt svært helt at bedømme, hvor stort problemet reelt var, og nu er alt i orden igen.

Apropos DSB… Statsbanerne har en af Danmarks mest anerkendte pressechefer, Anna Vinding, som i øvrigt var i Mennesker og Medier på P1 fredag i sidste uge.
Anna Vinding var i studiet med sin søn (der også er journalist) om stort og småt inden for journalistikken, og hvordan den har udviklet sig inden for de sidste par år.

Programmet ligger her.

Her i sommerheden sker der ikke meget – heller ikke på denne blog.
Der sker jo ikke en hujende fis, når de fleste mennesker åbenbart er fortrukket til sommerhuset, udlandet eller bare til haven eller altanen.

Måske har folk bare ikke det store behov for så meget “nyt”, når de selv er koblet mentalt fra. Det er også den her tid, der populært går under “agurketiden“.

Et blik rundt på avisernes hjemmesider og andre nyhedssites vidner da heller ikke om det store.

Ekstra Bladet har denne historie, der er en klassiker. Nu er der nogle spaniere, der af en eller anden grund synes det er fedt at lade sig jagte rundt i snævre gader af sindssyge tyre, mens B.T. har været til bryllup med mediedarlingen David Owe.

Dog får agurketiden også medierne til at være lidt mere opfindsomme. For eksempel denne her histore fra Jyllands-Posten, der har fundet ud af, at de fleste folketingspolitikere er ejere af deres egen bolig, mens kun to medlemmer bor almennyttigt.

Se det synes jeg jo er en interessant historie, når jeg selv bor i Farum Midtpunkt.

Denne her artikel er just tikket ind i min mailbox. Orkla Media – og dermed verdens ældste dagblad, Berlingske Tidende – er solgt til det britiske investeringsselskab Mecom.

Dermed er endnu en brik i det kommende danske avis-puslespil tilsyneladende faldet på plads. Nu bliver det spændende at se, hvad Det Berlingske Officin har tænkt sig at gøre af modtræk til islandske Dagsbrúns gratisavis og JP/Politikens Hus’ ditto.
Hidtil har “undskyldningen” været, at Orkla Media var til salg, men det er jo så tilsyneladende faldet på plads nu.

Hvad hvis der ligepludselig ligger tre gratis aviser i postkassen hver morgen? Mit tidligere bud har været, at Berlingske vælger at satse på sin udmærkede avis, Urban, hvis der skulle komme en landsdækkende gratisavis fra den front.

Dog har i dag så ringe en bemanding, at den aldrig vil kunne konkurrere med de to andres over 100 journalister.

Måske derfor har Urban for nyligt slog journaliststillinger op?

For øvrigt kan man i det seneste nummer af fagbladet Journalisten se, at min egen generation af journalister er “snotforkælede”, som nyhedschef på TV2 Michael Dyrby udtrykker det. De to gratisaviser og TV2’s nye nyhedskanal er i fuld gang med at headhunte især unge medarbejdere. Nogle allerede mens de stadig læser.
Selv læser jeg jo på en “elitær” uddannelse (men også annonym, som I kan se på linket).

Hvorfor er der ingen, der ringer 🙂

Det er sikkert ikke fordi, min blog satte fokus på det, men jobordningen til de ældre, som jeg beskrev den 16. juni rent faktisk blev til noget i regeringens velfærdsforlig med de radikale, socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Nu får alle ledige over 55 år et tilbud om et såkaldt servicejob inden for det offentlige, hvis de ikke kan komme i arbejde.

Selv sad jeg og fulgte ritzau-strømmen på mit job, den dag velfærdsforliget blev offentliggjort. Her fandt jeg det forøvrigt slående, at en borgerlig regerings forlig på velfærdsområdet får ris med på vejen fra Dansk Arbejdsgiverforening, mens det får ros af LO og fagbevægelsen……

Sidder lige og forbereder mig til eksamen i morgen på universitetet.

Min holdkammerat, Kristian Serge Skov-Larsen, har skrevet opgave om toppolitikere på turné.

I sin opgave skriver han, at Urban henter 97 prcent af sit stof hos bureauer (læs: Ritzau).
Hvordan hænger det sammen med, at det fra 1. januar 2007 kun bliver tilladt at fylde sit medie med 40 procent Ritzau-stof for nyhedsbureauets kunder???

Hvad gør Urban, når de ligepludselig mister 57 procent af stoffet???
– Vi får se…

Lige en kommentar til posten nedenunder fra 13/6.

Skimmede lige mine gamle nyhedsbreve igennem i Gmail og fandt denne her artikel fra A4 – LO’s ugebrev.

Artiklen bygger på beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhversråd, der siger, at hver fjerde ledig over 55 år kom i arbejde fra 2000 til 2001, da de såkaldte servicejob stadig eksisterede.

Ordningen gik kort fortalt ud på, at en arbejdsplads fik 100.000 i tilskud fra staten for hver arbejdsplads, der blev oprettet til en person over 48 år.

Hvis politikerne genindfører ordningen, vil det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyde, at hver fjerde senior igen vil kunne gå fra at være på passiv forsørgelse til at få et ordinært job.

Ugebrevet skriver videre, at oppositionen – ved blandt andet Socialdemokraterne – vil gøre en jobgaranti til ældre til et tema i de kommende velfærdsforhandlinger.

Berlingske Tidende skrev for øvrigt i går, at folketingets partier forventer at have et forlig i hus inden mandag.

God weekend!!!

MetroXpress – landets største avis, endnu – bringer hver dag en interessant lille statistik nede i venstre hjørne.

I går var det en statistik over erhvervsaktive mellem 55 og 64 år i forskellige europæiske lande. Overskriften lød, at Danmark er på en andenplads, når det gælder om at have det grå guld i sving. Med 59,5 erhvervsaktive seniorer kom vi ind på en andenplads – kun overgået af Sverige, der har 69,5 procent af sine 55-64-årige på arbejdsmarkedet.

Det er jo egentlig interessant, at et land, hvor kun hver sjete medlem af det grå guld arbejder, kan få en placering som nummer to. I en tid, hvor alle taler om flaskehalse og skriger på arbejdskraft, burde det tal – efter min mening – være højere.

Man er altså ikke generelt hverken fysisk eller mentalt ude af stand til at tage et job, når man når den alder. Selvfølgelig kan nogle være så nedslidte, at de ikke kan arbejde. Og så skal de naturligvis heller ikke.
Men at det skulle være 40 prcent af den aldersgruppe, der er for syge eller nedslidte – det har jeg personligt svært ved at tro.

Dog står det heldigvis ikke så galt til, som det gør i Italien. Jeg skriver lige statistikken ind nedenfor.

Sverige 69,5 procent

Danmark 59,5 procent

Storbritannien 56,9 procent

Finland 52,7 procent

Holland 46,1 procent

Tyskland 45,4 procent

Spanien 43,1 procent

Frankrig 37,9 procent

Italien 31,4 procent