Kilder der springer i målet er lig historier der ikke holder

Poul Høi fra Berlingske Tidende har en evne, som jeg misunder ham meget – og beundrer. Jeg læser ham sjældent uden at få en aha-oplevelse.

Denne gang har han blogget om forsvarsminister Søren Gades pressechef, der er i infight med journalist Christoffer Guldbrandsen – med TV2s Kaare R. Schou på sidelinjen. Sagen handler dybest set om spejderære inden for journalistfaget, mener Høi.

Jeg er enig. Hvis pressechefen vitterligt er kilden til historien om elitesoldater der bliver sendt til Afghanistan, så holder det ikke en meter, hvis han springer i målet efterfølgende. Hvis kilden springer i målet er det det samme som en historie uden kilde. Og en historie uden kilde er ikke nogen historie. Det ville en førstesemesterstuderende fra Danmarks Journalisthøjskole forhåbentlig være enig i.

Læs selv indlægget.

Forargelse

Lige nu står alle i kø for at forarges over Se & Hør, der efter mediernes oplysninger “jagter” den 15-årige pige, der havde en kortvarig affære med Jeppe Kofoed fra Socialdemokraterne.

»Det er dybt rystende, at vi har medier i dette land, der vægter hensynet til profit og overskridelse af grænser højere end hensynet til en 15-årig pige, som kun ønsker at være anonym og at kunne være i fred«, siger DSU’s forbundsformand, Jacob Bjerregaard, til Jyllands-Posten.

Sikkert en udtalelse, der har god klangbund i befolkningen. Men jeg vil æde min gamle hat på (jeg har faktisk en…), at det øjeblik, Se & Hør sætter den pige på forsiden, vil danskerne flokkes om kiosk-disken for at få sig et eksemplar.

God, gammeldags dobbeltmoral.

Spændt for en politikers vogn

Gennem mit job på Furesø Avis (en lokal ugeavis) har jeg skrevet om den seneste uges uroligheder rundt omkring i landet set fra min dækningskommune. Blandt andet har jeg skrevet om to biler, der er blevet brændt af under det sociale boligbygger Farum Midtpunkt.

Nu har et af kommunens konservative byrådsmedlemmer, John Allentoft, så blogget om uroligheder, hvor jeg citerer lokalpressen (mig) for, at det er en flok utilpassede unge, der har sat ild til bilerne.

Problemet fra min side er bare, at jeg aldrig har skrevet om, hvem der stod bag brandeene. Det har en enkelt grund – jeg aner det ikke…

Så kan man lige nå at blive spændt for en politikers vogn…

Tavshed…

…alt for længe! Det har været realiteten her på Medieblog i rigtig, rigtig, rigtig lang tid.

Det skyldes, at en familiefar med fuldtidsarbejde, studier ved siden af og træning til maratonløb har lidt rigeligt at se til. Men det er jo ingen undskyldning for ikke at blogge. Der er masser af skrivekløe, så det er jo egentlig bare at sætte sig ned og gå i gang i stedet for at sidde og glo ind i fjerneren om aftenen 🙂

Og nu fik jeg jo også lige mulighed for at skrive et nyt indlæg, fordi Politiken har lanceret en ny tjeneste ved navn Twigly. Det betyder, at der bliver linket til min blog fra Politiken, hver gang jeg liner til dem. Så nu forsøger vi…

Drab planlagt på tegner
Jeg vælger selvfølgelig en presserelateret nyhed. Nemlig den om tegneren Kurt Westergaard, der angiveligt skulle have været likvideret af muslimske fanatikere, hvilket jeg selvfølgelig som pressemand tager skarpeste afstand fra.

Guderne skal vide, at jeg ikke synes tegningerne (ikke karikaturer, Flemming Rose – rolig nu…) var nødvendige at bringe, og da slet ikke for at håne og latterliggøre. Som om det skulle være et ædelt mål i sig selv.

Lad os se, om Twigly virker.

Ingen presseregler for blogs

Pressenævnet har besluttet, at brugerskrevne indlæg ikke er underlagt reglerne for god presseskik.

Egentlig ikke så overraskende. En avis kan vel heller ikke drages til ansvar for, hvad folk skriver i et læserbrev – tror jeg nok… Uha, mediejura på Journalisthøjskolen er langt væk 🙂

Baggrunden var, at en privatperson havde klaget over et indlæg på blogs.tv2.dk.

Læs evt. mere hos MediaWatch.