Mennesker og mediers sommerserie er efterhånden snart slut, men alligevel klart et lyt værd. Temaet er journalistikkens nutid og fremtid. Hør blandt andet interviewet med tre journaliststuderende, der ikke læser aviser. Eller helt nye former for journalistik som live magasiner.
Hør udsendelserne her: http://www.dr.dk/P1/menneskerogmedier/Udsendelser/20060109153345.htm
Fredag den 30. marts var jeg til globaliseringshøring hos Dansk Journalistforbund. Dagen bestod af en række korte oplæg fra folk med forskellige roller i medieverdenen krydret med paneldebatter. Jeg deltog som repræsentant for bestyrelsen i Kreds 1 under journalistforbundet.
Mens disse linjer skrives – onsdag den 2. februar 2011 – gøres der klar til Politikens chefredaktør Tøger Seidenfadens begravelse.
Når jeg tænker over det så kan jeg ikke se nogen i den danske medieverden (eller udenfor for den sags skyld) udfylde Tøger Seidenfadens rolle som intellektuelt og dog folkeligt ikon. Her havde vi en mand hvis intellekt var en verdensmand værdigt. Og dog holdt han sig til lille Danmark og var en mægtig stemme i debatten. Tit og ofte måtte ministre og andre topfolk give op over for Tøger og kunne blot se smilende til at talestrømmen fortsatte.
Tøger Seidenfadens rolle på Politiken var ansvarshavende chefredaktør, men som der stod i en nekrolog: “Nogen avismand var han ikke”. Og det var vel heller ikke hans rolle på avisen at sætte den sammen. Til gengæld var han, som andre også har sagt, selve inkarnationen af Politiken.
Ekstra Bladets journalist Bo Elkjær skrev på Twitter “hvem skal nu holde de klaphatte i ørene?” Jeg har ikke mere at tilføje. Tøger Seidenfaden vil blive savnet helt enormt.
At Ditte Okman er tilbage i mediebilledet er ikke nogen nyhed. Men at grunden til at hun overhovedet kom ind i mediebilledet i første omgang kan vise sig at være det bedste hun har gjort for sin karriere forekommer mig en anelse bizart. Tilbage i begyndelsen af 2010 jokkede hun godt og grundigt i spinaten, blandt andet ved at svine en kioskdame til.
Efter at være havnet i mediernes mølle, gemte Ditte Okman sig en måned under dynen, fortalte hun for nylig. Men nu er hun tilbage som “kommmerciel blogger”, skriver Journalisten. Det vil blandt andet sige, at man kan få Ditte Okman til at skrive om fjernsyn på DitteOkman.dk hvis man giver hende penge. Derudover skal hun til at skrive fast for Ekstra Bladet, står der i interviewet.
Jeg synes et eller andet sted det er i orden at Ditte Okman er “tilbage”. Det betyder ikke, at jeg ville bytte med hende for at opnå hendes nye karrierespring. Og jeg glæder mig til at se, hvordan en rolle som journalist passer sammen med konceptet “kommerciel blogger”. Det sidste begreb har jeg svært ved at oversætte til andet end en slags tekstforfatter.
En af mine bekendte på Twitter, @FaheemH, sendte mig og nogle andre journalister på Twitter dette link.
Danmark har verdens bedste kvindelige tennisspiller: Caroline Wozniacki. Om hun også er verdens kedeligste ved jeg ikke. Men kedelig, det er hun ifølge journalister fra udenlandske medier, skriver Ritzau.
“Det er kedeligt at snakke med hende,” siger Matt Cronin, redaktør på magasinet Inside Tennis.
 |
| Caroline Wozniacki siger intet revolutionerende. Men hun vinder. |
Jeg har – selvom jeg har skrevet om Caroline Wozniacki et utal af gange på Furesø Avis – aldrig snakket med Caroline selv. Men jeg har hørt hende udtale sig tit og ofte. Og ja, hun tænder for en båndoptager, når hun bliver stillet spørgsmål. Hun er langt fra nogen farverig tennisspiller. Men Caroline Wozniacki gør noget, som ingen i verden gør bedre end hende. Hun vinder. Og det er dæleme også værd at tage med.
Poul Høi fra Berlingske Tidende har en evne, som jeg misunder ham meget – og beundrer. Jeg læser ham sjældent uden at få en aha-oplevelse.
Denne gang har han blogget om forsvarsminister Søren Gades pressechef, der er i infight med journalist Christoffer Guldbrandsen – med TV2s Kaare R. Schou på sidelinjen. Sagen handler dybest set om spejderære inden for journalistfaget, mener Høi.
Jeg er enig. Hvis pressechefen vitterligt er kilden til historien om elitesoldater der bliver sendt til Afghanistan, så holder det ikke en meter, hvis han springer i målet efterfølgende. Hvis kilden springer i målet er det det samme som en historie uden kilde. Og en historie uden kilde er ikke nogen historie. Det ville en førstesemesterstuderende fra Danmarks Journalisthøjskole forhåbentlig være enig i.
Valgdagen på Furesø Avis blev dækket på nettet. Avisen udkom først to dage senere, så nettet var vores eneste mulighed for at bringe nyt.
De i alt syv indslag vi optog og oploadede i løbet af aftenen er indtil videre blevet vist 3662 gange – hvilket vel er meget godt for et site der har omkring 4.500 unikke brugere på en god uge..
Se dette indslag med Kim Bilsøe-Lassen. Det er sjovt 🙂
Folk deler indhold på nettet som aldrig før, står der i dette blogindlæg fra Business Insider.
Men overraskende er det, at Facebook nu er stedet, hvor der deles flest links. Det slår endna email.
Og micobloggingtjenesten Twitter er også godt med – og haler ind på Facebook.
Jens Berg Thomsen - kommunikatør og journalist 