Nå, så længe holdt min post fra tidligere i dag…

Nu skriver alle medier om valg:

Nu må det valg da snart komme!
At medierne begynder at tale om valg senest to år efter det seneste, er der intet nyt i. De skal finde historier, og et potentielt valg er en god historie.

Hen over den sene sommer og her i efteråret har det måske kommende valg været en stor historie i medierne. Senest i forbindelse med skatteaftalen, hvor Fogh holdt sig til sin gamle forligspartner, Dansk Folkeparti.

Men nu står forhandlingerne om en kvalitetsreform på dagsordenen her hen over efteråret – og i dag er Dansk Folkeparti ude og sige, at et valg er en forudsætning for en bred aftale.

Derudover var Pia Kjærsgaard ude og sige i går, at regeringens plan om at flytte afviste asylansøgere ud var en “dårlig idé.”

Kvalitetsreformen er uden tvivl vigtig for regeringen at få godt i hus. Det er et projekt, der har været lagt meget arbeje i fra regeringens side, og her kan et nederlag ikke tolereres, fordi reformen i den grad kommer til at handle om velfærd.

Asylbørnene er også et vigtigt emne på både mediernes og den politiske dagsorden, fordi den ligger højt på vælgernes dagsorden. Danskerne kan ikke leve med at se børn lukket inde i årevis på et værelse på få kvadratmeter uden udsigt til at komme ud.

Vakler
Hvis Fogh mangler støtte til to så store politisk varme kartofler, så står han på temmelig ustabil grund, hvis ikke han decideret vakler.

Så nu bliver det store spørgsmål; hvor fast står Fogh? Lader han sig rive med, eller – og det tror jeg er mest sandsynligt – venter han med at trykke på valgknappen, indtil alle uheldige “sager er på plads?

Dansk Folkeparti kræver nu i Politiken, at VK-regeringen giver vælgerne en melding om, hvilke partier, man vil samarbejde med efter et valg. Skal det tætte parløb med DF fortsætte, eller vil man samarbejde med Ny Alliance og/eller De Radikale.

Både De Konservatives Lene Espersen og Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, siger noget af det samme, nemlig at de vil fortsætte VK-samarbejdet, og så finde flertal sammen med de partier, man nu kan blive enige med.

Egentlig en meget logisk udmelding i forhold til, at regerningen officielt set er en mindretalsregering og skal finde flertal fra sag til sag.

Præcist de samme udmeldinger kom under de nu overståede skatteforhandlinger. Her var de forskellige udmeldinger også, at man ville finde flertal, hvor man kunne, osv. Derfor ser det ud til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsætter den overordnede linje i sin strategiske kommunikation.

Giver problemer
Men uanset hvad kommer Anders Fogh i problemer med netop det spørgsmål, når valget engang kommer. Hver femte vælger er i tvivl om, hvem de vil stemme på – hvilket unægtelig er en stor usikkerhedsfaktor for, at Anders Fogh også har et flertal efter et valg.

Vælgerne vil kræve et svar, så på man kan spørge om, hvor længe det er en god idé at skubbe problemet foran sig, og det er helt sikkert en af de ting, Fogh sidder i ministerbilen hjem til Nærum og overvejer, når dagens arbejde er forbi – hvis ikke sagen snart rykker op som en af de højeste prioriteter.

Jeg tror, det er utopi, at DF ikke vil pege på Anders Fogh Rasmussen efter et valg – uanset Folketingets sammensætning. Men jeg glæder mig til lørdag og Jersild og Spin, der helt sikkert tager denne her sag op.

Det var på det nærmeste en henkastet bemærkning, og den indkaldte ekspert i TV-Avisen bemærkede det heller ikke efterfølgende, men for første gang i denne valgperiode, hørte jeg en minister bruge selve ordet – valg!

TV-Avisen bragte en historie fra ugebrevet Mandag Morgen, der havde udført en meningsmåling. Denne måling sagde, at danskerne havde størst tillid til Helle Thorning-Schmidt, når det gjaldt om at være garant for velfærden. Se eller læs historien hos DR.

TV-Avisen havde så fået fat i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, og han sagde, at”det måtte jo være op til vælgerne på valgdagen, hvem man havde mest tillid til.”

At man skal være varsom med at tage netop dét ord, valg, i sin mund, så vi, da det pludselig blev aktuelt, om regeringen havde sit flertal bag sig. Det skete, da først Louise Frevert og Morten Messerschmidt blev løsgængere i Folketinget, og senere, da Venstres tidligere kommunalordfører, Leif Mikkelsen skiftede over til Ny Alliance.
Ikke engang der, sagde statsministeren, at hvis der pludselig kom tvivl om regeringens flertal, så ville han udskrive valg – næ, han sagde, at alle “jo ikke var i tvivl om, hvad det betød.”

Nu brugte Claus Hjort Frederiksen altså direkte ordet, og jeg vil æde min gamle hat, hvis det var en tilfældighed. Et af en spindoktors allerfineste værktøjer er priming, altså det at man “sår” en idé i offentligheden ved at lade et “tilfældigt” ord falde af og til.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi får valg før februar 2009, hvor vi jo skal have det i følge loven, men jeg hører gerne fra folk, der kan overbevise mig om det modsatte.

Naser Khaders farvel til Det Radikale Venstre fortjener endnu en vinkel med på vejen i det ellers så veldækkede mediebord.

For godt to uger siden var jeg til gå hjem-møde i Dansk Kommunikationsforening. Her fortalte Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, noget, der dengang var interessant, men med dagens udmelding fra Naser Khader bliver enddog MEGET interessant.

Kristiansen sagde, at Foghs aller størest fokuspunkt lige nu var Marianne Jelved.

Selvsamme Kristiansen skrev den 16. april i Berlingske Tidende, at selvom Marianne Jelved og Det Radikale Venste med deres ultimative krav havde haft det formål at gøre op med Foghs kontraktpolitik, så var det stik modsatte sket:

“Men det ændrer dog ikke ved, at hvis det var partiets mål at få gjort op med
Foghs kontraktpolitik, så er det på et år lykkedes de radikale at blive Foghs
største garant for, at han kan fortsætte både sin politik og som statsminister
efter næste valg. “

Nu, hvor stumperne af de radikale flyver rundt om ørerne på Marianne Jelved, må hun jo siges at være i krise. Og på mødet, jeg var til, sagde Michael Kristiansen som det sidste, at når Fogh vurderede Jelveds krise til at være stor nok, så trykkede han på valgknappen.

Og så bliver der valg nu, eller hvad?

Jeg skal da ellers lige love for, at Karen Jespersen har fået en del omtale her på det sidste.

Hvorfor er hun så interessant? Se, det ville jeg geren have et svar på. Hvis man har fulgt damen gennem de sidste par år, kan Karen Jespersens partiskifte, eller hendes holdninger på nogen måde komme bag på folk – so what’s the big deal?

Hvor om alting er, har Venstre virkelig formået at sætte dagsordenen i denne sag. Fra de første par dryp i nyhederne om, at Karen Jespersen virkelig var træt af sine tidligere partifæller i Socialdemokraterne, til at skiftet til Venstre var en realitet har de kritske røster været få.

Men skulle medierne nu ikke lige tage og klappe hesten. Der er laang tid til næste folketingsvalg, det bliver hurtigt hverdag i Faverskov-kredsen, hvor Karen Jespersen er stillet op – og hvem siger, at udlændingepolitikken (Jespersens suverænt stærkeste kort) overhovedet bliver et tema i næste valgkamp…

Mit personlige gæt er, at Karene-effekten er en gang varm luft uden reel betydning, men lad os nu se…