En kritisk blog om kritikken

De seneste dage har Nyhedsavisen ført det, man vel nærmest kan kalde kampagnejournalistik mod DR og filmen “Den hemmelige krig”. Debatten er bølget frem og tilbage med påstande både den ene og den anden vej.

I dag sætter Nyhedsavisen trumf på og afslører, at journalisten bag dokumentaren, Christoffer Guldbrandsen, har “brugt” folketingsmedlem Frank Aaen fra Enhedslisten til at lave sin film. Når Guldbrandsen er blevet lagt på is af regeringen, har han i stedet fået Frank Aaen til at stille spørgsmålet i folketingssalen – og så har ministeren været nødt til at svare.

Nu skulle man tro, at alle journalister på Nyhedsavisen står sammen – og alle på DR også står sammen, men faktisk skriver journalist Anna Rossman Thejsen på sin blog på avisen.dk en kritisk kommentar til den historie. At en journalist bruger en politikker på denne måde er nemlig ikke noget usædvanligt.

Læs indlægget
>> her.

Du er ikke alene…

Her troede redaktionschef Anders Kappel lige, at han kunne sende en kort lille mail, der sagde tillykke til DR Kontants journalister.

Tillykke’t havde de fortjent – mente Kappel – fordi Lars Barfoed lige var gået af som minister, og fordi det var DR Kontant, der satte den såkaldte fødevareskandale på skinner, der i sidste ende kostede Barfoed livet som minister.

Normalt er det ellers en af journalitikkens helt store opgaver – især ved skåltalerne – at vælte en minister. Men hvorfor er det så galt denne gang. Jo. DR må og skal være upolitisk. Det er ikke statsradiofoniens opgave at glæde sig over politisk fnidder i regeringssamarbejdet, der i sidste ende bryder ud i lys lue, og at Pia K. fra Dansk Folkeparti fyrer en minister.

Men selve budskabet i Anders Kappels mail er der vel ikke noget galt i? Ville jeg personligt ikke sige tillykke til de to journalister fra B.T., der fældede Peter Brixtofte i Farum. Det ville jeg, selv om jeg ved at have læst deres bog ved, at deres mål var at vælte ham som borgmester.

Jeg tror, at denne fadæse er meget skidt for DR – og så giver det jo for øvrigt også de to stridende parter i sagen om Barfoed en sikkert kærkommen lejlighed til at fjerne fokus fra den interne stridighed, for er der noget DF og De Konservative kan blive enige om, så er det DR’s politiske ståsted.

Og åbenbart også en person, der selv sidder inde i DR og er træt af det samme politiske ståsted. Hvordan havner en intern mail ellers i medierne?

Sejr for pressefriheden – men hvad skete der?

Frifindelsen af Berlingske Tidendes to journalister, Jesper Larsen og Michael Bjerre, og deres chefredaktør Niels Lunde er en kæmpe sejr for dansk presse – ingen tvivl om det.

Fra alle sider af presse (også den, der er imod ytringsfriheden ifølge Jyllands-Posten, tsk tsk) har glædesråbet gjaldet. Det skal det også herfra. Hvis de to journalister og deres chefredaktør var blevet dømt, havde vi ganske enkelt levet i en bananrepublik!!!!!!!!!

Men hvis man må have lov til at dryppe en lille smule malurt i bægeret, så har den historie, det hele begyndte med ikke haft nogen som helst konsekvens. Berlingske Tidende afslørede jo netop, at Forsvarets Efterretningstjeneste mente, at Irak højest sandsynligt ikke havde masseødelæggelsesvåben.
Alligevel har vi hørt statsminister Anders Fogh Rasmussen udtale skråsikkert fra talerstolen i Folketinget, at Saddams masseødelæggelsesvåben var en uomtvistelig kendsgerning.

Det vil altså sige, at intet er ændret. Vi har stadig en statsminister, der mildest talt må siges at have en lemfældig holdning til det at sige sandheden.

Tillykke til Berlingske Tidende, tillykke til danske journalister, men demokratiet skal skamme sig.

Venstre i offensiven

Bedst som man troede, at regeringspartiet Venstre var i knæ med landsmødets krav om mere brugerbetaling, kom modtrækket.

Skatteminister Kristian Jensen lover nu en langsigtet plan for skattelettelser. Hvad planens indhold bliver, og hvornår planen ligger klar melder nyheden ikke noget om.

Venstre vil altså bare lave en plan… men de vil ikke garantere for

  • hvornår vi får skattelettelse
  • at det overhovedet bliver i denne valgperiode
  • eller vigtigst af alt – hvordan de vil finansiere eventuelle skattelettelser…

Udmeldingen er altså temmelig tom og indholdsfri. Helt klart spin – et forsøg på at sætte dagsordenen nu, hvor Socialdemokraterne tordner frem: Mette Frederiksen vil gøre en masse for børnene – Helle Thorning-Schmidt er danskernes foretrukne statsminister.

At regerings udmelding er tom ser man også på Kristian Jensens udtalelser. Han lige sørger for at få sagt det, alle regeringsmedlemmerne har sagt mindst 10.000 gange det sidste lange stykke tid:

“Jeg kan ikke garantere, at det bliver i denne valgperiode. Det er vigtigt, at vi har et råderum til at kunne lette skatten uden at øge gælden for de kommende generationer og uden at overophede arbejdsmarkedet,”

siger han til politik.tv2.dk

Kan Venstre kæmpe sig ud af den nuværende suppedas og komme til at sætte dagsordnen igen? Nu har de i hvert fald forsøgt – de kommende dage vil vise resultatet.