Globaliseringshøring hos Dansk Journalistforbund – om fremtidens medier, journalister og fotografer

Fredag den 30. marts var jeg til globaliseringshøring hos Dansk Journalistforbund. Dagen bestod af en række korte oplæg fra folk med forskellige roller i medieverdenen krydret med paneldebatter. Jeg deltog som repræsentant for bestyrelsen i Kreds 1 under journalistforbundet.

Dagens talere var
  • Torben Pedersen, CBS
  • Christian Schade, New Media Crew
  • Peter ingdal, Aller
  • Stig Ørskov, JP/Politiken
  • Henrik W. Jørgensen, DJMX (tidligere DJH)
  • Frederik M. Juel, tillidsmand på Berlingske
  • Amalie Foss, Forum for billedmedieoversætter
  • Torben Gammelgaard, Billedkunst
Dagens pointer i overordnet form (min udvælgelse) var:
  • Vi er nødt til at være innovative (Torben Pedersen)
  • Forandringerne er kommet for at blive (Christian Schade)
  • Alt kan outsources (Christian Schade)
  • I dag er vi alle frie agenter (Christan Schade)
  • Brugerne kræver realtid og nytteværdi – og det skal være gratis (Christian Schade)
  • Outsourcing af journalistiske opgaver er virkelighed i dag. Aller outsourcede allerede billedbehandling i 2007, og i 2010 er tre af Allers magasiner layoutet i udlandet (Peter Ingdal).
  • Verden er tabloid (det var flere oplægsholdere enige om. De mest læste på politiken.dk er “Se&Hør”-historier)
  • Journalister skal øge vidensniveauet og specialisere sig. De nuværende uddannelser er for meget pølsefabrikker (Stig Ørskov)
  • DJMX fokuserer på kunderne (tidligere læserne), sociale medier og søgemaskiner, mere viden og sprog (Henrik W. Jørgensen)
  • Internationalt samarbejde betaler sig (Torben Gammelgaard
Høringen skal munde ud i en hvidbog.
Dagen gav mig et overblik over, hvilke udfordringer journalister, fotografer og redigerende står overfor i de kommende år. Noget var kendt stof i forvejen, andre ikke. Jeg syntes især godt om Christian Schades oplæg, der forsøgte at ruske op i konventionelle forestillinger. Selv synes jeg fra tid til anden, at mediebranchen er alt for konservativ og skyder skylden på de gratis nyheder på internet og i gratisaviser i stedet for at kigge på sig selv og udvikle produktet.  

Podcastanbefaling: Buzz Out Loud

For nylig begyndte jeg at abonnere på podcastet Buzz Out Loud, men jeg holdt hurtigt op igen. 45 minutter dagligt var liiige lidt for meget efter min smag. Der gik dog ikke så længe, inden jeg alligevel gav det en chance, og nu er jeg gået hen og blevet afhængig af det.

Det er et rigtig godt podcast, der går fint i dybten med aktuelle emner inden for teknologi. De sidste par dage har det blandt andet handlet om Facebooks nye funktioner. Buzz Out Louds fans er dog temmelig triste over, at det nu går fra at udkomme fem gange om dagen til at blive et ugentligt podcast.

Lyt selv med her (fra iTunes) som MP3, eller som video (også i iTunes).

En ny blog

Da jeg oprindeligt begyndte at blogge her, var mit udgangspunkt, at jeg gerne ville blogge om politik. Og måske lidt om medier. Jeg interesserer mig stadig meget for politik, men siden dengang har medieverden ændret sig markant. Selvom jeg var på nettet, da jeg studerede på Danmarks Journalisthøjskole, er der unægteligt sket mange ting på den front.

Fremover handler denne blog stadig om politik, men jeg interesserer mig mere for medier i dag i en bredere forstand. Twitter er blevet mit foretrukne netværk på nettet, men jeg er også på Facebook og nu på det nye netværk fra Google, Google+.

Lad os mødes derude.

Klienter til Twitter

Dette indlæg var egentlig skrevet til min Tublr, men nu lægger jeg det også her:

Lidt tanker om Twitterklienter:
Osfoora har jeg smidt 18 kroner efter på iPhone og ‘hele’ 24 kroner på iPad, hvilket egentlig er en høj pris for en Twitterklient. Osfoora er først og fremmest en nydelse for øjet, og jeg har personligt en svaghed for mørke temaer. På iPhone gemmer klienten desværre ikke til Instapaper i baggrunden, hvilket betyder at du skal stå og glo på linket, indtil der står “saved”. Desuden indeholder iPhoneudgaven det stor irritationsmoment for mig, at man ikke gemme til Instapaper med mindre read later-menuen er slået til. Når denne menu er slået til, skal du vælge om du vil se et link eller gemme det i Instapaper HVER eneste gang, du trykker på et link. Det bliver belastende i længden. Derudover er der ingen synkronisering mellem iPhone og iPad, og Osfoora findes ikke til Mac eller PC.
En cool feature ved Osfoora er at du kan tweete den sang du hører på din iPhone og iPad. Det er meget fedt, synes jeg.

Tweetdeck er en populær klient. På PC eller Mac giver den et rigtig godt overblik over både tidslinje, mentions og hvad du ellers har lyst til. Desværre er Tweetdeck bygget over Adobe Air, hvilket giver et hakkende scrool. Det synes jeg er grimt, og det gør det også svært for mig at læse tweets. Desuden understøtter iPhoneklienten ikke bit.ly, hvilket betyder at din linkstatistik går tabt, når du bruger klienten på telefon. Udgaven til iPhone er blevet opdateret for nylig, og klienten er rigtig smukt lavet på telefonen. Der er autofuldførelse på brugernavne, men ikke på hashtags.
Echofon fås gratis med reklamer og i en betalingsudgave uden reklamer til 30 kroner. Echofon har den helt store fordel, at den synkroniserer enhederne imellem. Det er vanvittigt smart at du kan sidde og læse tweets på din telefon, og når du så går over og tænder computeren, ved Echofon hvor du er kommet til. Smart, smart. Derudover understøtter den både bit.ly-konto, og du har mulighed for at gemme et link i Instapaper BÅDE når du ser linket i tweetet og når du har klikket dig ind på selve siden. Et stort minus ved Echofon er dog, at du ikke kan se tweets der går længere tilbage end to-tre timer. Det vil sige at hvis jeg er gået i seng klokken 22 om aftenen og ser Twitter på Echofon igen klokken 9 om morgenen, kan jeg ikke se hvad der er blevet tweetet længere tilbage end et par timer. De fleste andre klienter giver een mulighed for at se de tidligere tweets.Echofon har autofuldførelse af brugernavne og hashtags på iPhone og iPad, men desværre ikke på Mac. Derudover har Echofon ikke en klient til PC, men er integreret i Firefoxbrowseren. Det er smart, men ikke hvis man ikke bruger Firefox. Det er en fin browser, men den bliver aldrig min yndlingsbrowser.Echofon har desuden det minus, at jeg har oplevet at alle mine tweets ikke er registreret (jeg har skrevet omkring 4.000 tweets, men nogle gange står der at jeg har skrevet meget færre). Min profil er heller ikke opdateret med hvor mange followers jeg har eller hvor mange jeg følger. Det gør mig en anelse utryg som bruger, at mine data ikke er opdateret.
Tweetbot har vundet popularitet, og det er også en rigtig lækker klient. Brugerfladens farver er hverken helt hvide eller mørke, hvilket jeg sætter pris på. Derudover er der autofuldførelse af hashtags og brugernavne. Tweetbot findes dog ikke på iPad, og du kan ikke bruge din bit.ly-konto. 

Endelig er der Twitters egne, officielle klienter. De kan fås til både iPhone, iPad og Mac – men ikke til Windows og PC. Overodnet kan disse klienter det de skal kunne med autofuldførelse af brugernavne og hashtags. Designet er også i orden, men man kan kun vælge et lyst tema. Jeg elsker som sagt de mørke. Twitters officielle klienter har ikke synkronisering enheder imellem. Et minus ved Twitters egne klienter er at du ikke kan bruge din bit.ly-konto. Twitter forkorter selv sine links med t.co-tjenesten, men det er ikke altid det virker, og lange url’er er grimme i et tweet, synes jeg.

KonklusionOverordnet er Echofon den bedste twitterklient hvad angår funktionalitet. Den har næsten det hele, bit.ly-kontointegration, mulighed for at tilføje links til Instapaper og den smarte, smarte synkronisering på enheder imellem. Men, og der er et men, jeg kan ikke læse tweets der går længere tilbage i tid end da jeg senest så på Twitter. Det vil sige, at hvis jeg har været væk i en dag, kan jeg ikke se tweets der går længere end 2-3 timer tilbage. Det er et voldsomt irritationsmoment. Jeg har forsøgt at spørge Echofon om dette, men jeg fik desværre ikke et brugbart svar.
Min drømmetwitterklient ville indeholde synkronisering på alle enheder (iPhone, iPad, PC og Mac), autofuldførelse af hashtags og brugernavne, mulighed for at tilføje et link til Instapaper når jeg ser siden UDEN at skulle vælge hver eneste gang og understøttelse af bit.ly eller anden linkforkorter. Desværre indeholder ingen twitterklient disse ting i dag.

Okman

At Ditte Okman er tilbage i mediebilledet er ikke nogen nyhed. Men at grunden til at hun overhovedet kom ind i mediebilledet i første omgang kan vise sig at være det bedste hun har gjort for sin karriere forekommer mig en anelse bizart. Tilbage i begyndelsen af 2010 jokkede hun godt og grundigt i spinaten, blandt andet ved at svine en kioskdame til.

Efter at være havnet i mediernes mølle, gemte Ditte Okman sig en måned under dynen, fortalte hun for nylig. Men nu er hun tilbage som “kommmerciel blogger”, skriver Journalisten. Det vil blandt andet sige, at man kan få Ditte Okman til at skrive om fjernsyn på DitteOkman.dk hvis man giver hende penge. Derudover skal hun til at skrive fast for Ekstra Bladet, står der i interviewet.

Jeg synes et eller andet sted det er i orden at Ditte Okman er “tilbage”. Det betyder ikke, at jeg ville bytte med hende for at opnå hendes nye karrierespring. Og jeg glæder mig til at se, hvordan en rolle som journalist passer sammen med konceptet “kommerciel blogger”. Det sidste begreb har jeg svært ved at oversætte til andet end en slags tekstforfatter.

Twitter: Et liv med pip

Jeg har oprustet kraftigt på Twitter. Følger det nu rigtig meget via – for det meste – iPhone, men også via en normal browser.

Har ikke rigtig fået hul igennem til at kunne bruge det som socialt værktøj. Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke er konsekvent i den måde, jeg bruger det på. Egentlig har jeg tænkt mig at bruge det rent fagligt og så bruge Facebook som privatperson.
Har forsøgt mig med at lave et “skilt” på Twitter med lokale nyheder. Hvis du selv er på Twitter og skriver om lokale nyheder, så giv dit tweet prædikatet #lokalenyheder

En af de personer, jeg følger, er Jay Rosen fra New York University, der giver følgende beskrivelse af sin måde at bruge Twitter:

I don’t do lifecasting but mindcasting on Twitter.

Du kan finde hans profil her.

Følg mig endelig her og lad mig høre, hvad du mener, Twitter skal bruges til.