Tilbage igen

Så er jeg tilbage her på bloggen. Selvom der har været stille på bloggen i lang tid, er der sket en forrygende masse i alle de emner jeg skriver om her på bloggen.
Mediemæssigt har vi fået iPad – også her i Danmark, selvom den lod vente på sig.
Politisk bliver der holdt dueller hele tiden på tv – selvom der ikke er udskrevet valg endnu. Personligt er jeg ved at have fået nok af dueller. Men mindre blivere det næppe…
Spin er også stadig på dagsordenen. Politikerne forsøger efter sigende at styre medierne i højere og højere grad. Det synpunkt har blandt andet være fremme efter indenrigs- og sundhedsministeren Bertel Haarders efterhånden famøse udfald mod en journalist fra DR.
Endelig er jeg i mit personlige liv blevet far for fjerde gang. Min lille datter var på Twitter inden for et kvarter efter hun blev født, og hun er også at finde på fotodelingstjenesten Instagram.

Så der er nok at tage fat på – I hører nærmere.

Kilder der springer i målet er lig historier der ikke holder

Poul Høi fra Berlingske Tidende har en evne, som jeg misunder ham meget – og beundrer. Jeg læser ham sjældent uden at få en aha-oplevelse.

Denne gang har han blogget om forsvarsminister Søren Gades pressechef, der er i infight med journalist Christoffer Guldbrandsen – med TV2s Kaare R. Schou på sidelinjen. Sagen handler dybest set om spejderære inden for journalistfaget, mener Høi.

Jeg er enig. Hvis pressechefen vitterligt er kilden til historien om elitesoldater der bliver sendt til Afghanistan, så holder det ikke en meter, hvis han springer i målet efterfølgende. Hvis kilden springer i målet er det det samme som en historie uden kilde. Og en historie uden kilde er ikke nogen historie. Det ville en førstesemesterstuderende fra Danmarks Journalisthøjskole forhåbentlig være enig i.

Læs selv indlægget.

Farce i AaB – hvor længe bliver Lynge?

Nu er AaB efterhånden tæt på at lave en ren “AGF” hvad angår den nye træner, der – forhåbentlig – på et eller andet tidspunkt bliver præsenteret i klubben.

Hidtil har bundsympatiske og dygtige Allan Kuhn ageret vikar, men han skal tilbage til sin rolle som assisterende træner pr. 1. jaunur. Selv har Allan Kuhn sagt, at han drømmer om at blive cheftræner en dag, men sportsdirektør Lynge Jakobsen vil ikke have Kuhn som permanent løsning. Selv er Kuhn skuffet.

Allan Kuhn har senere sagt, at han er parat til at forlade AaB, hvis det rigtige tilbud kommer – selvfølgelig!

Men hvorfor er det gået galt for AaB? Lynge Jacobsen virker som en snu ræv, men medierne kan han ikke kontrollere – selvom han har sagt, at han ikke vil bidrage til spekulationer om navne. Alligevel siger Jacobsen dagen inden det vigtige opgør mod Celtic i Champions League, at der er nyt om trænersituationen onsdag morgen. Det vil sige det, han rent faktisk siger er, at det ville være forkert af ham at sætte fokus på trænersituationen inden Celtic-kamepn. Men ved at sige det, sætter han netop fokus på trænersituationen!

Og hvad med Kuhn. Hvis han siger, at han er skuffet, så kan han vel heller ikke blive som en troværdig assistent udadtil.

Summa sumarum er, at Lynge Jacobsen har haft snart et år til at finde sig en træner – og at det ikke er lykkedes for ham. Erik Hamrén sagde op i december sidste år, da han skulle være træner i Rosenborg i Norge.

Hvor længe kan Lynge blive siddende?

Pressens spindoktor

Der er en kamp igang. En kamp, der handler om anerkendelse, dybest set. Inden for de sidste par år er pressens påståede uafhængighed revet væk fra den. Verden ændrer sig, vi er ikke objektive længere – og det må journalister acceptere.

Det har ført til, at politikere, direktører og senest landsholdet nu – og med flere og flere borgeres accept – siger, “vi nægter bare at snakke med pressen.”

TV2 News journalist Kristian Ring-Hansen Holt skriver om fænomenet.
Det kunne være interessant at undersøge, hvor mange danskere, der egentlig synes, det er i orden bare at lægge pressen på is. Efter at have hørt “manden på gaden” sige sin mening de seneste dage er mit indtryk, at det er flere og flere.
Jeg synes, at medierne bliver nødt til at kaste sig ind i kampen om den offenligte goodwill. Måske er en spindoktor vejen frem? Alle andre brancher har – efterhånden helt legitimt – folk til at arbejde for sig for at skaffe et bedre rygte, mere offentlig goodwill og så videre.
Det kunne være interessant at høre en person, der arbejder med public affairs, sige noget om dette emne.

Fodbold er ikke for de stumme

Som Chelsea-fan er det først nu, jeg for alvor kan begynde overhovedet at tale om Champions League-finalen forrige uge. Det gør ondt på et blåt hjerte at se Manchester med pokalen, og jeg har bevidst holdt mig fra samtlige billedkavalkader af den skæbnesvangre aften i Moskva.

Efterfølgende er manageren Avram Grant blevet fyret. Et par dage inden fyringen, var Chelseas direktør ude at sige, at klubben ikke samlede på andenpladser, så alle – og sikkert også Grant selv – kunne jo sige sig, hvilken vej det ville gå.

Sagen er blevet dækket i pressen – blandt andet kunne man se en tidligere Chelsea-manager kritisere fyringen som værende usmagelig. Eneste problem var bare, at manden stod i spidsen for klubben i 1960’erne!!!

Hvordan kan han udtale sig om noget som helst?

Undskyld, men hvad snakker manden om?

Er der noget, jeg har svært ved at forstå, så er det styring og udformning af kommunikation fra fodboldens verden med pressen. Nu snakker Morten Olsen om, at forberedelserne til de næste to års kvalifikationskampe til VM i 2010 er “smadret”, fordi en række nøglespillere har meldt afbud.

Hvad er det for et MYSTISK budskab at sende til de, der så rent faktisk skal spille kampene? “Vi troede egentlig slet ikke på jer”..

Sportens ledere skal netop være – ledere. De skal ikke melde ud, at den og den kamp er en undskyldning for sig selv. Hvis man ikke kan se sejren for sig, hvis man ikke kan forestille sig jubelscenerne for sig, når der er scoret, hvis man ikke vil sejre eller dø, skal man blive hjemme.

Kan huske, da Morten Olsen lige var trådt til, at spillerne trænede jubelscener til samlingerne i Vedbæk. Hvad træner de nu? At hænge sænke blikket, når spillerne går ud fra banen, at ligge i græsset og tage sig til hovedet – eller øver de sig i at give hinanden ørefigner?

Spin ligger også i sproget

Politiken har lagt et Ritzau-telegram ud hed en historie om Bent Bendtsen, der vil have flere kvinder i bestyrelser for aktieselskaber.

“Jeg siger nej til kvotekvinder og trusler. Det er ikke vejen frem. Det afgørende er, at selskaberne er opmærksomme på de kompetencer og kvalifikationer både kvinder og mænd har – det er god selskabsledelse.”

Sådan siger erhvervsministeren i telegrammet. Jeg tænker, at det lyder smart. Det er noget en professionel ordsnedker har fundet på – ikke noget Bendt Bendtsen fandt på, mens han drak sin morgenkaffe, og journalisten fra Ritzau lige ringede.

Kigger så på Erhvervsministeriets hjemmeside under pressemeddelelser. Ganske rigtigt. Citatet er copy-pasted direkte fra en pressemeddelelse.

Kvotekvinder – ordet er en smart måde at danne et skræmmebillede. Ved at sige sådan, og samtidig sige, at han vil have flere kvinder i bestyrelser, tiltrækker Bendtsen både moderate feminister, der vil have mere ligestilling, samtidig med, at han som en god borgerlig politiker naturligvise er i mod statslig indblanding i erhvervslivets vilkår.

Spin ligger altså også i sproget.

Spændt for en politikers vogn

Gennem mit job på Furesø Avis (en lokal ugeavis) har jeg skrevet om den seneste uges uroligheder rundt omkring i landet set fra min dækningskommune. Blandt andet har jeg skrevet om to biler, der er blevet brændt af under det sociale boligbygger Farum Midtpunkt.

Nu har et af kommunens konservative byrådsmedlemmer, John Allentoft, så blogget om uroligheder, hvor jeg citerer lokalpressen (mig) for, at det er en flok utilpassede unge, der har sat ild til bilerne.

Problemet fra min side er bare, at jeg aldrig har skrevet om, hvem der stod bag brandeene. Det har en enkelt grund – jeg aner det ikke…

Så kan man lige nå at blive spændt for en politikers vogn…

Så kom den negative kampagne mod S

Her til morgen skriver Ekstrabladet, at Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass-Larsen, var spion for Venstre op til valget i 2005, hvor Mogens Lykketoft var formand.

Han videre gav – siger Ekstrabladet – oplysninger til Venstres pressechef Mikkel Faurholdt, som er en af Sass’ personlige venner.

Dermed kommer det, der ligner en negativ kampagne mod Socialdemokraterne fra Venstre. Uanset som historien er sand eller ej, kommer Socialdemokraterne til at bruge en masse tid på at slukke brande i stedet for at kunne tale om politik.

Og mon ikke aftenens emne til Jersild & Spin er fundet?