…og Fogh er i defensiven.
Sidder lige og ser “duellen” på DR1 mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Hun har ham på kornet, ser det ud til. Fogh smiler og smiler, mens Helle T kalder ham arrogant.
Se med her.
Alle taler valg
Nå, så længe holdt Hvor fast står Fogh?
Nu må det valg da snart komme!
At medierne begynder at tale om valg senest to år efter det seneste, er der intet nyt i. De skal finde historier, og et potentielt valg er en god historie.
Hen over den sene sommer og her i efteråret har det måske kommende valg været en stor historie i medierne. Senest i forbindelse med skatteaftalen, hvor Fogh holdt sig til sin gamle forligspartner, Dansk Folkeparti.
Men nu står forhandlingerne om en kvalitetsreform på dagsordenen her hen over efteråret – og i dag er Dansk Folkeparti ude og sige, at et valg er en forudsætning for en bred aftale.
Derudover var Pia Kjærsgaard ude og sige i går, at regeringens plan om at flytte afviste asylansøgere ud var en “dårlig idé.”
Kvalitetsreformen er uden tvivl vigtig for regeringen at få godt i hus. Det er et projekt, der har været lagt meget arbeje i fra regeringens side, og her kan et nederlag ikke tolereres, fordi reformen i den grad kommer til at handle om velfærd.
Asylbørnene er også et vigtigt emne på både mediernes og den politiske dagsorden, fordi den ligger højt på vælgernes dagsorden. Danskerne kan ikke leve med at se børn lukket inde i årevis på et værelse på få kvadratmeter uden udsigt til at komme ud.
Vakler
Hvis Fogh mangler støtte til to så store politisk varme kartofler, så står han på temmelig ustabil grund, hvis ikke han decideret vakler.
Så nu bliver det store spørgsmål; hvor fast står Fogh? Lader han sig rive med, eller – og det tror jeg er mest sandsynligt – venter han med at trykke på valgknappen, indtil alle uheldige “sager er på plads?
Fogh skubber problemerne foran sig
Dansk Folkeparti kræver nu i Politiken, at VK-regeringen giver vælgerne en melding om, hvilke partier, man vil samarbejde med efter et valg. Skal det tætte parløb med DF fortsætte, eller vil man samarbejde med Ny Alliance og/eller De Radikale.
Både De Konservatives Lene Espersen og Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, siger noget af det samme, nemlig at de vil fortsætte VK-samarbejdet, og så finde flertal sammen med de partier, man nu kan blive enige med.
Egentlig en meget logisk udmelding i forhold til, at regerningen officielt set er en mindretalsregering og skal finde flertal fra sag til sag.
Præcist de samme udmeldinger kom under de nu overståede skatteforhandlinger. Her var de forskellige udmeldinger også, at man ville finde flertal, hvor man kunne, osv. Derfor ser det ud til, at statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsætter den overordnede linje i sin strategiske kommunikation.
Giver problemer
Men uanset hvad kommer Anders Fogh i problemer med netop det spørgsmål, når valget engang kommer. Hver femte vælger er i tvivl om, hvem de vil stemme på – hvilket unægtelig er en stor usikkerhedsfaktor for, at Anders Fogh også har et flertal efter et valg.
Vælgerne vil kræve et svar, så på man kan spørge om, hvor længe det er en god idé at skubbe problemet foran sig, og det er helt sikkert en af de ting, Fogh sidder i ministerbilen hjem til Nærum og overvejer, når dagens arbejde er forbi – hvis ikke sagen snart rykker op som en af de højeste prioriteter.
Jeg tror, det er utopi, at DF ikke vil pege på Anders Fogh Rasmussen efter et valg – uanset Folketingets sammensætning. Men jeg glæder mig til lørdag og Jersild og Spin, der helt sikkert tager denne her sag op.
Ros til TV2 – jeg er uenig… sådan da
Ser lige en kort artikel hos journalisten.dk om TV2’s håndtering af dokumentaren om Naser Khader.
Eksperten, Jesper Højgaard Christensen fra Advice, mener, at TV2 var hurtigt ude, da der opstod kritik i medierne om en scene i dokumentaren med et udbrændt bilvrag.
Selv mener jeg, at TV2 måske var liige hurtigt nok ude.
En ting er, at DR lige har haft en Jeppe Nybroe-sag og har fået tæsk. Men disse to sager kan ikke sammenlignes. Jeppe Nybroe blev fanget i en decideret løgn om, at soldater var på vej ud af Irak, da de i virkeligheden var på vej ind.
I TV2’s dokumentar siger kvinden, at “sådan er dagligdagen på Nørrebro, udbrændte biler.” Det, TV2 blev klandret for, var, at det kunne opfattes som om, at bilen var brændt af i protest mod Naser Khader – hvilket den ikke var.
Jesper Højgaard Christensen mener, at en hurtig reaktion nødvendigvis er en god reaktion. Men det er jeg meget uenig i. Tag for eksempel statsministeren, som de fleste er enige i er god til at håndtere medierne.
Han får tit ros for netop ikke at lade sig trække rundt i manegen, når medierne kræver ministerfyringer, valg eller noget tredje.
Heil-hilsenen der ikke vil dø
Sidder lige og tjekker det i øvrigt fremragende journalisten.dk og læser, at sagen om Morten Messerschmidt har taget – endnu – en drejning.
Denne gang, fordi B.T., der bragte historien om Messerschmidts påståede heil-hilsen i Restaurant Grøften i Tivoli har nægtet Dansk Folkeparti at indrykke en annonce med et dementi af historien.
På den ene side forstår jeg godt, at B.T. ikke vil bringe et dementi i en annonce, når man er ved at forberede sig på en retssag mod annoncøren. På den anden side virker det uldendt. Hvorfor ikke bringe annoncen? Hvis man er skråsikker på sin historie, er man det vel hele vejen igennem?
Selve sagen handler efterhånden om teknikaliteter, der ikke kan interessere ret mange, udover selvfølgelig faghistorikere, konspirationsteoretikere og andet godtfolk.
Tænker pludseligt tilbage på min første historietime i gymnasiet, da vi skulle rekonstruere et mord på en statsleder for åben skærm og så bagefter rekonstruere forløbet. Dengang handlede det om, at vi skulle se, hvor svært det er at gengive, hvad der præcist skete ved en begivenhed.
Sagaen om Messerschmidt i Tivoli er efterhånden – ja, har faktisk været det hele tiden – meget svær at få styr på. Dog har jeg noteret mig, at sympatien for længst er væk for B.T. Ingen – heller ikke undertegnede – har nogensinde troet på, at Morten Messerschmidt skulle have sympati for nazismen.
Lad os da komme videre…
Skifter ikke!… i dag
Eyvind Vesselbo, miljøordfører fra Venstre i folketinget, afviser over for politik.tv2.dk, at han skifter til Ny Alliance.
Politikken har ellers skrevet historien om, at Vesselbo i dag tirsdag den 29. maj vil meddele Venstres folketingsgruppe om sit skifte.
Men Vesselbo siger:
“Historien holder ikke. Jeg melder mig ikke ud af Venstre i dag (tirsdag,
red.). Jeg melder mig ikke ind i Alliance i dag.”
Ikke i dag, nej. Men hvad med i morgen? Eller om en uge? Måske er Foghs flertal snart nede på det absolutte minimum – 90 mandater.
Og vi behøver måske ikke vente længe med svaret, for Vesselbo siger yderligere til politik.tv2.dk:
“Når denne dag er gået, vil man vide, hvem der har talt sandt. Derfor er det
meget voveligt af Politiken.”
Ja, tænk engang, at en avis er så fræk at skrive, at der kun skal hoppe ét enkelt medlem fra regeringens flertal mere, så bliver der valg. Uforskammet…
Minister siger det magiske ord – valg
Det var på det nærmeste en henkastet bemærkning, og den indkaldte ekspert i TV-Avisen bemærkede det heller ikke efterfølgende, men for første gang i denne valgperiode, hørte jeg en minister bruge selve ordet – valg!
TV-Avisen bragte en historie fra ugebrevet Mandag Morgen, der havde udført en meningsmåling. Denne måling sagde, at danskerne havde størst tillid til Helle Thorning-Schmidt, når det gjaldt om at være garant for velfærden. Se eller læs historien hos DR.
TV-Avisen havde så fået fat i beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, og han sagde, at”det måtte jo være op til vælgerne på valgdagen, hvem man havde mest tillid til.”
At man skal være varsom med at tage netop dét ord, valg, i sin mund, så vi, da det pludselig blev aktuelt, om regeringen havde sit flertal bag sig. Det skete, da først Louise Frevert og Morten Messerschmidt blev løsgængere i Folketinget, og senere, da Venstres tidligere kommunalordfører, Leif Mikkelsen skiftede over til Ny Alliance.
Ikke engang der, sagde statsministeren, at hvis der pludselig kom tvivl om regeringens flertal, så ville han udskrive valg – næ, han sagde, at alle “jo ikke var i tvivl om, hvad det betød.”
Nu brugte Claus Hjort Frederiksen altså direkte ordet, og jeg vil æde min gamle hat, hvis det var en tilfældighed. Et af en spindoktors allerfineste værktøjer er priming, altså det at man “sår” en idé i offentligheden ved at lade et “tilfældigt” ord falde af og til.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi får valg før februar 2009, hvor vi jo skal have det i følge loven, men jeg hører gerne fra folk, der kan overbevise mig om det modsatte.
Bliver der valg?
Naser Khaders farvel til Det Radikale Venstre fortjener endnu en vinkel med på vejen i det ellers så veldækkede mediebord.
For godt to uger siden var jeg til gå hjem-møde i Dansk Kommunikationsforening. Her fortalte Anders Fogh Rasmussens tidligere spindoktor, Michael Kristiansen, noget, der dengang var interessant, men med dagens udmelding fra Naser Khader bliver enddog MEGET interessant.
Kristiansen sagde, at Foghs aller størest fokuspunkt lige nu var Marianne Jelved.
Selvsamme Kristiansen skrev den 16. april i Berlingske Tidende, at selvom Marianne Jelved og Det Radikale Venste med deres ultimative krav havde haft det formål at gøre op med Foghs kontraktpolitik, så var det stik modsatte sket:
“Men det ændrer dog ikke ved, at hvis det var partiets mål at få gjort op med
Foghs kontraktpolitik, så er det på et år lykkedes de radikale at blive Foghs
største garant for, at han kan fortsætte både sin politik og som statsminister
efter næste valg. “
Nu, hvor stumperne af de radikale flyver rundt om ørerne på Marianne Jelved, må hun jo siges at være i krise. Og på mødet, jeg var til, sagde Michael Kristiansen som det sidste, at når Fogh vurderede Jelveds krise til at være stor nok, så trykkede han på valgknappen.
Og så bliver der valg nu, eller hvad?
Sandhedens fald
Den megen polimik omkring DR’s (eller Christoffer Guldbrandsens – jeg ved snart ikke, hvem der ejer den film) “Den hemmelige krig” er voldsomt interessant at følge – især interessant, fordi det slet ikke handler om journalistik.
Det handler ikke om:
- Hvor mange gange, danske soldater har udleveret fanger til amerikanerne
- Hvorvidt danske soldater havde flag på skuldrende
- Hvornår Folketinget eller regering vidste hvad, hvorfor, og hvad de burde have gjort
Nej, det handler nemlig om politik. Det vi ser med Afganistan er et led i en større stadigt vedvarende proces, der vil føre til et fald af begrebet “sandhed”. Hvem har ret? Ingen ved det, og så handler det ikke om fakta længere – det handler om følelser.
Det handler om, at den ene gruppe synes, at DR er også nogle røde lejesvende, politisk drejede, der bare vil have regeringen i almindelighed og Dansk Folkeparti ned med nakken. Den anden gruppe mener, at regeringen opfører sig mere og mere suspekt, fører befolkningen bag lyst og følger Geroge Bush og hans tvivlsomme metoder til at føre krig til punkt og prikke.
Mit bud er, at journalistikken i de senere år er blevet mere og mere febrilsk i sit forsøg på at finde fodfæste i noget, der ligner sandhed. Det vil bare ikke lykkes, for der står utallige spinmeistere på hver sin side med hver sin (velbegrundede) udlægning af sagen.
Hvad det hele skal ende med, ved jeg ikke. Hvad skal vi gøre, når der ikke længere er en “sandhed” at forholde sig til? Jeg ved det ikke, men det er himmelråbende naivt at sige, at journalistikken stadig skal tro på, at “sandheden findes derude”, og at man skal være “så objektiv som muligt”.
Det bliver en om’er – men hvad gør vi?
Jens Berg Thomsen - kommunikatør og journalist 
