Karen-effekten størst i millimeter

Jeg skal da ellers lige love for, at Karen Jespersen har fået en del omtale her på det sidste.

Hvorfor er hun så interessant? Se, det ville jeg geren have et svar på. Hvis man har fulgt damen gennem de sidste par år, kan Karen Jespersens partiskifte, eller hendes holdninger på nogen måde komme bag på folk – so what’s the big deal?

Hvor om alting er, har Venstre virkelig formået at sætte dagsordenen i denne sag. Fra de første par dryp i nyhederne om, at Karen Jespersen virkelig var træt af sine tidligere partifæller i Socialdemokraterne, til at skiftet til Venstre var en realitet har de kritske røster været få.

Men skulle medierne nu ikke lige tage og klappe hesten. Der er laang tid til næste folketingsvalg, det bliver hurtigt hverdag i Faverskov-kredsen, hvor Karen Jespersen er stillet op – og hvem siger, at udlændingepolitikken (Jespersens suverænt stærkeste kort) overhovedet bliver et tema i næste valgkamp…

Mit personlige gæt er, at Karene-effekten er en gang varm luft uden reel betydning, men lad os nu se…

Sejr for pressefriheden – men hvad skete der?

Frifindelsen af Berlingske Tidendes to journalister, Jesper Larsen og Michael Bjerre, og deres chefredaktør Niels Lunde er en kæmpe sejr for dansk presse – ingen tvivl om det.

Fra alle sider af presse (også den, der er imod ytringsfriheden ifølge Jyllands-Posten, tsk tsk) har glædesråbet gjaldet. Det skal det også herfra. Hvis de to journalister og deres chefredaktør var blevet dømt, havde vi ganske enkelt levet i en bananrepublik!!!!!!!!!

Men hvis man må have lov til at dryppe en lille smule malurt i bægeret, så har den historie, det hele begyndte med ikke haft nogen som helst konsekvens. Berlingske Tidende afslørede jo netop, at Forsvarets Efterretningstjeneste mente, at Irak højest sandsynligt ikke havde masseødelæggelsesvåben.
Alligevel har vi hørt statsminister Anders Fogh Rasmussen udtale skråsikkert fra talerstolen i Folketinget, at Saddams masseødelæggelsesvåben var en uomtvistelig kendsgerning.

Det vil altså sige, at intet er ændret. Vi har stadig en statsminister, der mildest talt må siges at have en lemfældig holdning til det at sige sandheden.

Tillykke til Berlingske Tidende, tillykke til danske journalister, men demokratiet skal skamme sig.

Spin-granaten i hangaren

Medieblog (og ikke mediebloggen – det er jo Lisbeth Knudens) kan her præsentere en skapvinklet historie, der stammer fra dagens Mennesker og Medier på P1.

Det nyeste værktøj i spindokotorens kasse bliver tilsyneladende at lade kritiske medier smage deres egen medicin. Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, fortalte i programmet, at hans virksomhed havde lavet eget tv- og radiostudie, sådan at de elektroniske medier altid kunne få en direkte forbidelse til Jyske Banks aktieanalytikere eller til Anders Dam selv – uden at bankfolkene måtte tage den lange tur til København fra Silkeborg.

Anders Dam fortalte om bankens forskellige modtræk til kritiske historier i medierne, og fortalte, at den ultimative mulighed, som han så det lige nu, var at lade journalister, der har lavet en kritisk historie, smage egen medicin.

Hvis en kritisk historie ikke var i overensstemmelse med sandheden, ville kunne Anders Dam sagens forestille sig, at bankens egne journalister og tv-hold tog til København for at bede om en kommentar fra ophavsmanden til de kritiske historier.

“Hvorfor skriver du sådan? Hvad er dit belæg for at gøre det?”, osv. kunne spørgsmålene lyde.
Og hvis de pågældende journalister nægtede at svare, så var det jo lige pludselig Jyske Banks journalister, der stod uden for et domicil og var blevet smidt på porten – ikke en reporter fra et “rigtigt” medie.

Det er jo et interessant fremtidsscenarie. For hvis det forehavende lykkes for banken, er journalister jo slået med egne midler: Opklarende spørgsmål.

Venstre i offensiven

Bedst som man troede, at regeringspartiet Venstre var i knæ med landsmødets krav om mere brugerbetaling, kom modtrækket.

Skatteminister Kristian Jensen lover nu en langsigtet plan for skattelettelser. Hvad planens indhold bliver, og hvornår planen ligger klar melder nyheden ikke noget om.

Venstre vil altså bare lave en plan… men de vil ikke garantere for

  • hvornår vi får skattelettelse
  • at det overhovedet bliver i denne valgperiode
  • eller vigtigst af alt – hvordan de vil finansiere eventuelle skattelettelser…

Udmeldingen er altså temmelig tom og indholdsfri. Helt klart spin – et forsøg på at sætte dagsordenen nu, hvor Socialdemokraterne tordner frem: Mette Frederiksen vil gøre en masse for børnene – Helle Thorning-Schmidt er danskernes foretrukne statsminister.

At regerings udmelding er tom ser man også på Kristian Jensens udtalelser. Han lige sørger for at få sagt det, alle regeringsmedlemmerne har sagt mindst 10.000 gange det sidste lange stykke tid:

“Jeg kan ikke garantere, at det bliver i denne valgperiode. Det er vigtigt, at vi har et råderum til at kunne lette skatten uden at øge gælden for de kommende generationer og uden at overophede arbejdsmarkedet,”

siger han til politik.tv2.dk

Kan Venstre kæmpe sig ud af den nuværende suppedas og komme til at sætte dagsordnen igen? Nu har de i hvert fald forsøgt – de kommende dage vil vise resultatet.