Klienter til Twitter – et eksperiment

Med snart fem år på Twitter har jeg været igennem en del klienter til både telefon og computer gennem tiden. Men det er aldrig rigtig lykkedes for mig at finde den perfekte klient.

Dels er det sværet at finde en klient der kan bruges på tværs af styresystemer og apparater og styresystemer.Jeg har på det seneste brugt Echofon som er rigtig god på iPhone og Mac, men som slet ikke fungerer for mig på Windows.

Efter inspiration fra Minimalmac har jeg nu bestemt mig for at prøve et andet setup. Jeg har tidligere købt Tweetbot til iPhone. Den vil jeg bruge en hel uge, uden at bruge en anden klient på iPhone. Måske falder noget på plads for mig. Jeg har brugt den før, men af en eller anden grund er jeg stået af igen. Mange bruger den imidlertid, så nu giver jeg den et forsøg.

Samtidig vil jeg bruge YoruFukurou på Mac og Tweetdeck på Windows. Førstnævnte understøtter bit.ly pro, hvilket er vigtigt for mig, så jeg kan se, om de links jeg deler er noget folk er interesseret i.

Medierne har ikke skabt Espersens exit

Torsdag aften skete det alle medier med tiltagende styrke har berettet om de sidste par dage. Lene Espersen gik som partiformand for Det Konservative Folkeparti.

I løbet af eftermiddagen tog rygterne til i styrke. Den konservative folketingsgruppe holdt gruppemøde for anden dag i træk. Jeg fulgte selv med på TV2 News det meste af dagen, og her fik vi de klassiske billeder af politikere på vej til møde med en sværm af pressefolk omkring sig. Politikerne nægtede selvfølgelig at sige noget som helst, og de “bakkede selvfølgelig formanden op.” Meldingen lød hele tiden, at Espersen var på rejse til Qatar og ville lande i København klokken 22 om aftenen. Men, men men… Espersen var allerede landet og meddelte allerede klokken 19 at hun trak sig som formand.

Onde tunger vil måske påstå at medierne er skyld i Espersens exit. Men det er jeg ikke enig i. Espersens deroute begyndte med et afbud til et møde med USAs udenrigsminister Hillary Clinton tilbage i marts måned 2010. Sagen blev blæst voldsomt op, ja, men er det ikke en reel og vedkommende kritik, at Danmarks nyudnævnte udenrigsminister melder afbud til et møde med den vestlige verdens vigtigste udenrigsminister?

De sidste par dage har presset på Lene Espersen taget til, og det har man også kunnet læse i medierne. Men selvom det er medierne der griber knoglen og ringer til de lokale formænd i partiet og spørger, så er det jo ikke medierne der tvinger de lokale partisoldater til at tage afstand til partiformanden.

Et af spørgsmålene på pressemødet lød om Espersen følte sig snigløbet, fordi gruppen begyndte at holde møder, mens Espersen var ude af landet. Hun nøjedes med at sige, at “det ikke havde været en køn process”, som hun “helst havde været foruden.” At presset steg de sidste to dage af Espersens formandsperiode skyldes altså ikke kun mediernes opmærksomhed og fokus på Espersens person, men også at der tilsyneladende var kræfter i kulissen der arbejdede på at fjerne Espersen som partiformand.

Jobskifte

epn.dk slår det op som en overraskelse, at Venstres Pressetjeneste har hyret en Se & Hør-journalist til et job.

Men egentlig er det vel ikke en overraskelse? Dansk Folkepartis Søren Espersen havde også haft en fortid på et ugeblad, inden han blev spindoktor for partiet.

Ingen nyheder – men gratis musik

Den morgenlige tur rundt i Google Reader giver både opmuntrende og nedtrykkende nyt.

Den gode nyhed er, at Telenor tilsyneladende er på vej med et modstykke til TDC’s Play-tjeneste, hvor man har fri adgang til to millioner gratis musiknumre. Der er ikke noget konkret endnu, men Telenor er “tæt på en aftale” ifølge Business.dk

Den dårlige nyhed (eller gode, hvis man gerne ser, at medier tjener penge, og det gør man jo som journalist…) er, at nyheder på nettet helt sikkert kommer til at koste penge. Financial Times er på vej med en model, der skal ligne Apples iTunes, og Berlingske skulle også overveje en model med microbetaling for at læse indhold.

Valgets tabere – både nu og i fremtiden

Her efter den mærkeligste valgkamp, jeg nogensinde har oplevet, er der allerede godt gang i spekulationerne om, hvordan det nye folketing kommer til at arbejde sammen. Men der er også godt gang i den kritiske selvransagelse over et dårligt resultat for nogle partiers vedkommende.

Faktum er jo, at dansk politik unægtelig ligner sig selv med et flertal til VK-regeringen med Dansk Folkeparti som støtteparti.

Der er da også allerede kritiske historier fremme om de to “tabere” af valget – Naser Khader (se artikel fra JP) fra Ny Alliance og Margrethe Vestager fra de radikale (se her hos TV2). Baglandet skælder ud – og de gør det i medierne, hvilket ikke er heldigt, når man skal stå sammen om det politiske projekt.

Hos Ny Alliance taler baglandet allerede om, at Naser Khader ikke er egnet som formand for partiet. Som bekendt lykkedes det også med et par gevaldige fodfejl at sætte et flot valg i meningsmålingerne over styr. Ny Alliance endte med “sølle” fem mandater – ikke nok til at være den berømte tunge på vægtskålen.
Lars Gotlieb Nielsen siger til Jyllands-Posten, at Khader bør træde et skridt tilbage og lade Anders Samuelsen føre ordet. Det må være det sammen som at sige, at Khader ikke burde være formand. Hvorfor have en formand, der ikke skal føre ordet på partiets vegne?

Hos de radikale er der også kritik. Kommentator Peter Mogensen fra Politiken skriver dog, at Margrethe Vesteager vil have gode muligheder for at arbejde sammen med VK-regeringen – men at hun så til gengæld vil stille Socialdemokraterne i et dårligt lys. På den anden side har Vestager stor interesse i at skaffe de frafaldne stemmer fra Ny Alliance tilbage til det, som nogle kalder “det rigtige radikale venstre.”

Spinkelt flertal
Samtidig sidde VK-regeringen med et spinkelt flertal på 90 mandater. Der skal altså ikke ret mange sager til à la Morten Messerschmidt eller Louise Frevert til, før regeringen risikerer ikke at have 90 mandater bag sig. Hvad hvis der lige pludselig kommer en eksklusionssag hos Dansk Folkeparti. Hvad hvis det utænkelige sker, og Eyvind Vesselbo fra Venstre bliver så utilfreds med samarbejdet med Dansk Folkeparti, at han alligevel skifter til Ny Alliance, som der var tunge rygter om, at han ville gøre på et tidspunkt? Det er nok ikke sandsynligt lige nu, efter som Ny Alliance har haft et dårligt valg – men med udsigten til at kunne få regeringens flertal til at vakle, er der sikkert nogle, der kunne finde på at overveje et partiskifte.

Ingen tager telefonen hos 24timer

Har lige prøvet at ringe til den nye gratisavis 24timer fra JP/Politikens Hus, men ingen tog telefonen!

Skidt for en avis, at den ikke er tilgængelig. Jeg tastede endda “3” for redaktionen, men ingen journalister havde tid til at svare mig.

24timer har med egne ord fokus på forbrugerstof. Mon de kunne finde på at lave en historie engang om offentlige myndigheder eller andre, der er lang tid om at svare i telefonen. Det kunne ellers være en sjov vinkel…

dato tog telefonen
Godt for 24timer, at jeg ikke havde en historie, der kunne vælte statsministeren, eller et eller andet andet, for lige efter ringede jeg til dato.

De to telefonen med det samme, men der blev jeg så stillet det forkerte sted hen…