… og jeg skal sige dig, om du er journalist!

Ikke helt så enkelt er det sat op, men fagbladet Journalisten refererer i denne måned en undersøgelse, der viser, hvor journalister bor.

De helt store topscorere blandt foretrukne steder at bo for journalister er København og Frederiksberg, mens Bredebro i Sønderjylland er en total bundskaber med helt nøjagtig nul promille af sin befolkning, der er journalister.

Journalister er altså præcis lige som alle andre. Vi bosætter os blandt dem, der ligner os selv, og som vi deler værdier med.

En sjov krølle i artiklen for mig er, at der ingen journalister bor i forstadsbeton… Selv føler jeg mig ganske godt tilrette her i Farum Midtpunkt. Og forresten ved jeg også, at en journalist fra den lokale Farum Avis bor her – og det gør Farums (afgående) borgmester også!

Jeg er for tiden i gang med de indledende øvelser til en opgave på universitetet. Til mit fag “Måling af processer” er jeg kommet op med den idé, at jeg vil undersøge Nyhedsavisens kamp for at få fat i læserne. At vænne dem til at bruge den avis, der (forhånbentlig for Nyhedsavisen) ligger i postkassen hver eneste morgen.

En af de bøger, jeg har læst til faget, hedder “Diffusion of Innovations” af Everett M. Rogers og handler om, hvordan nye fænomener (opfindelser i form af fjernsyn, bedre fjernsyn, kildevand på flaske, en ny udlændigepolitk) bliver adopteret blandt folk.

Jeg vil bruge teorierne fra bogen til at undersøge, hvad Nyhedsavisen skal gøre for at blive en succes. I dag sad jeg og researchede lidt. Nyhedsavisens ambition er, at en million danskere skal læse avisen hver eneste dag. Det synes jeg lyder meget ambitiøst, men ok, hvorfor ikke?

Skal nok skrive mere om, hvad jeg når frem til i min opgave senere 🙂

En af Danmarks mest professionelle og dygtige interviewere, Kurt Strand fra DR, er muligvis havnet i en uheldig “sag”.

Som det første medie i Danmark, kan Medieblog afsløre, at den ellers så intrigante journalist er at finde som foredragsholder til et arrangement, der lugter meget kraftigt henad, hvad den tidligere vært på TV-Avisen, Morten Løkkegaard kom ud i et voldsomt stormvejr på grund af.

Løkkegaard holdt seminarer, hvor høje herrer og damer i samfundet mod klækkelig betaling kunne blive “interviewet” af Løkkegaard på video og bagefter få gode råd til, hvordan man skulle svare/tale uden om journalistens spørgsmål.

Kurt Strand skal den 5. december holde et oplæg på en enkelt time, når Strukturmagasinet holder seminar for kommunale kommunikationsfolk. Præcist hvad han skal tale om, er ikke specificeret i programmet, som kan findes her.

Mærkeligt er det i hvert fald, at kursets deltagere lige bag efter skal holde interviewøvelse.

Mon Kurt Strand, der plejer at have moralen helt i top, tager sit honorar og skynder sig ud ad døren med sit honorar, når hans oplæg er slut.
Eller kunne han måske finde på at blive lidt og se, hvordan hans “elever” klarede den?

Hvem ved…

TV2-programmet LPS risikerer at få en injuriesag på halsen, skriver Urban i dag den 31. oktober.

Det er en journalist fra hjemmesiden www.allehaderos.dk, der – ganske forståeligt har set sig gal på redaktøren af LPS, Frederik Laugesen.

Sagen drejer sig kort om, at LPS sidste torsdag havde et indslag om hooliganisme i Danmark. Her havde programmet fundet to kilder, der talte om, hvordan det var at være hooligan. De to var slørede, men optråde som Brøndby-fans.

Det fik Brøndby og http://www.allehaderos.dk til at sige, at de to ikke var Brøndbyfans, men i virkeligheden var fans af FCK, der bare ville tilsmudse Brøndby. Desuden kendte ingen blandt Brøndbys fans de to.

Det afstedkom så dette citat fra LPS’s redaktør, føromtalte Frederik Laugesen. Citatet var rettet mod journalisten, Kasper Juul, fra http://www.allehaderos.dk:

“[…]Det er kun, fordi han (Kasper Juul, red.) er derude fra, at han går op i det, og fordi han dybest set sikkert gerne vil være den, der finder ud af, hvem de to er, så de kan få nogle tæsk. Og det er jeg naturligvis ikke interesseret i at bidrage til på nogen måde,”

Det ved Frederik Laugesen ikke noget om. Så skulle han som den første journalist i verden kunne se ind i hovedet på folk. Det ville sikkert være interessant, men hvis jeg ellers har forstået min mediejura korrekt, så er det ulovligt at påstå, at andre har til hensigt at begå noget strafbart.

Det skal blive interessant at se, hvad det ender med.

På et af de allerførste forløb på Journalisthøjskolen blev jeg præsenteret for et begreb, der har hængt ved lige siden.

Det er noget, man kan læse varianter af hver eneste dag i aviserne. Det er noget, der bliver taget op hver dag i nyhederne i tv og radio. Nogle gange bliver det endda til en hel dokumentar.

Begrebet er “send flere penge-“historier.
Et godt eksempel er fra dagens udgave af MetroXpress (som har en elendig netudgave – derfor læs den her hos Politiken.dk).

Her lyder alarmerne:

Ingen hjælp til tykke børn

Historien handler om, at sygehusene ikke har de relevante tilbud til et stadig større antal overvægtige bærn.

I manchetten til artiklen hedder det, at både læger, de overvægtige selv og politikerne mener, at det her er et problem.

Men ikke et eneste sted i artiklen har journalisten vist, at han/hun undrer sig over, hvor forældrene er i alt det her…
Hvorfor er det ikke faldet journalisten ind at putte det ind i hitorien.

Jo. Det er så dejlig nemt med denne her type historier. Nogle mener, der er et problem, og så ringer man til den første og bedste politker, der også mener, der er et problem og får vedkommende til at stille med en pose penge til de stakkels mennesker, som problemet vedrører.

Men hvor er det centrale spørgsmål om, hvad vi selv gør ved vores børn. Lader vi dem sidde og spille computer, se tegnefilm, osv. hele dagen, mens de får pizza, chips og cola, eller hvad?

Men det er for svært. Det er nemmere med send flere penge.

Ingen af de weblogs, jeg følger med i har bragt nyheden, så nu gør jeg det (selvom den er stjålet fra nogle andre, men hey – sådan fungerer medierne :-))

Om ikke længe, vil der for første gang blive blogget fra det ydre rum! Det er da noget af en nyhed.

Læs nyheden hos ComOn eller se selv bloggen her.

Og man skulle da være en dårlig skribent, hvis man ikke kunne finde inspiration med denne her udsigt.

Ingen tvivl om, at den danske mediebranche var ved at lave i bukserne af skræk, da Nyhedsavisen meldte sin ankomst tidligere på året.
Straks skulle alle de store bladhuse i Danmark have deres egen husstandsomdelte gratisavis. Det eneste bladhus, der hængte lidt i kampen, var Det Berlingske Officin, der liige skulle have ny ejer, inden man ville gøre noget.

Berlingske fik sin nye ejer, og mindre end en uge efter, havde man en gratisavis i form af dato på gaden.

JP/Politikens Hus havde det lidt anderledes. Her havde man i god tid bestemt sig for at lave et modsvar til islændingene fra Nyhedsavisen. 24timer hed redningsplanken.
Men at avisen stadig er en form for panikreaktion, og at der mangler planlægning, kan jeg se her fra Farum.

I går, da jeg skulle ned til bussen, lå der en masse eksemplarer af 24timer og flød under en trappe. Buddet er vel blevet træt…

Det sjove er, at vi slet ikke skal have avisen her i Farum. Vi ligger uden for Storkøbenhavn. Det har dog ikke forhindret 24timer i at sætte en plakat op på hovedgaden med en reklame for avisen.

Budskabet er altså: Se, vi laver en god avis. I kan godt nok ikke læse den, og vi gider ikke give jer den i postkassen, men vores bud har lagt en masse eksemplarer under trappen, som I er velkomne til at tage.

Øh…

Efter en forsinket sommerferie er jeg for alvor ved at være klart til en tørn mere her på bloggen. Ferien har jeg brugt på at skifte studiejob og på at skrue resten af min cand.public.-uddannelse sammen.
Jobbet først: Efter et par måneder på dagbladet Effektivt Landbrug som redigerende studentermedhjælp, fik jeg det berømte prik på skulderen – og sikke et held. Det tager to en halv time at komme til Langekov på Fyn fra Farum, hvor jeg bor. Det er lang transporttid (for ikke også at sige hundedyrt med DSB!) når det er et eftermiddagsjob.
Men alt i alt er jeg meget glad for min tid på avisen. Det var sjovt at “være med” igen – og så fik jeg også lært lidt om landbrug.

Min nye job er i Søllerød Kommune, der skal lægges sammen med Birkerød Kommune og bliver til Rudersdal Kommune. Det er et meget anderledes job, men også dette job er jeg meget glad for at have fået.
Der er tale om helt andre arbejdsopgaver i kommunen. Jeg er først og fremmest blevet ansat, fordi to kommunale hjemmesider skal blive til én. Det er en omfattende opgave, for en kommune har uendeligt mange opgaver over for borgerne, så der skal skrives mange ord på sådan en hjemmeside, for at borgerne skal kunne finde det, de har brug for.
De to sider skal skrives sammen, og der skal laves ny struktur på hjemmesiden. Derfor var en af mine første opgaver at printe alle tekster på hjemmesiden ud, og nu er en kollega og jeg så næsten færdige med at sortere teksterne i den nye struktur. Vi taler om omkring otte ringbind fyldt med papir. Det har taget lang tid, men også en god opgave, fordi jeg har fået et uundværligt indblik i en kommunes opgaver.
Andre opgaver i kommunen indtil nu har blandt andet været at skrive pressemeddelelser, skrive og lægge nyheder på hjemmesiden og spare med andre kolleger i kommunen, der er embedsmænd. Allerede nu har jeg lært en masse, som noget studie med garanti ikke havde kunnet give mig.

Apropos studie, så er jeg efter en del korrespondance frem og tilbage mellem mit eget universitet, SDU, og Københavns Universitet endelig begyndt på mine fag dette efterår. Se de forskellige kususbeskrivelser her:

• Teorier om- og værktøjer til måling af processer
• Soft Power, Political Marketing & Cultural Diplomacy v/Tom Bryder
• OFFENTLIG ORGANISATIONSTEORI OG LEDELSE

En anmeldelse af fagene lige nu giver ikke mening, før jeg har fået universitetslivet lidt mere ind under huden. Jeg vil bare sige, at indtil nu virker alle tre fag rigtig gode.

Journalist Mads Bang revser i denne uges udgave af Weekendavisen avisens chefredaktør, Anne Knudsen. Mads Bangs læserbrev er en reaktion på sidste uges forsidehistorie, der var en reportage fra Irak af Anne Knudsen.

Artiklen var en personlig skildring af turen. Chefredaktøren fortalte blandt om, at hun besøger sin søn, der er udstationeret i Irak, og at hun i slutningen af sin rejse rent faktisk er ved at dø på grund af saltmangel. Undervejs lader chefredaktøren sin uforbeholdne mening om Danmarks Irak-engangement igennem den lange artikel – den er positiv.

Mads Bangs kritik går på, at Anne Knudsen tidligere har kritiseret dansk journalistik for sit manglende faglige niveau. Derfor undrer det ham, at Anne Knudsen ikke nævner kilder til de oplysninger, der kommer frem i artiklen. Blandt andet at “Danmark har haft den store pengepung fremme” for at kunne opføre en skole til nogle irakiske børn. Vi får også at vide, at den irakiske befolkning er glade for de danske styrkers tilstædeværelse – uden at Anne Knudsen tilsyneladende har været ude og tale med irakerne selv.

Jeg tror, at problemet bunder i en vidt forskellig opfattelse af, hvad “god” journalistik er. Mads Bang er tydeligvis af en traditionel opfattelse af, at journalistik bygger man på fakta! Der skal tal på bordet, og man skal kunne dokumentere hver eneste oplysning.
Selv læste jeg slet ikke Anne Knudsens reportage som et stykke traditionel journalistik. Alle og enhver ved, at Weekendavisen er for invasionen i Irak, støtter USAs krig mod terror, er på Israels side, osv. Hvis Anne Knudsen ikke havde de samme holdninger, var hun sikkert aldrig blevet ansat som chefredaktør.

Som jeg så historien, var det en blanding af to forskellige genrer – reportage og kommentar. Mend det er rigtigt, at artiklen ikke havde ét enkelt budskab (det journalister kalder en vinkel), og ikke var særlig veldokumenteret. Men hvad angår de danske midler, der er blevet brugt på skolen, mener jeg personligt ikke, at det ville være gavnligt at vide, om der var brugt én eller 15 millioner kroner på den. Og hvad angår det irakiske “folks” mening om den danske tilstædeværelse, er der temmelig mange, der har påstået at kende folkets mening og folkets vilje – hvilket jo ret beset er noget ævl – uanset hvem det kommer fra.

Personligt var jeg fint underholdt af Anne Knudsens artikel, selvom chefredaktøren, der ellers virker til at have et rimeligt nuanceret syn på tilværelsen, efter min smag blev lidt for sort/hvid, da hun påstod, at den danske offentlighed er sart, fordi den finder det kritisabelt, at danske soldater er med til at anholde irakere, der risikerer dødsstraf.

Et af Mads Bangs kritikpunkter er jeg dog helt enig i. Anne Knudsens reportage var placeret som tophistorie i sidste uges udgave af Weekendavisen. Mads Bang mente, den ville have egnet sig bedre til bagsiden – for det var en personlig skildring med klare holdninger, der skinnede igennem, når man læste artiklen. Man kan være enig eller uenig i holdningerne, men der er en grund til, at lederen ikke står på forsiden – selv Information har droppet den idé…

Ja, det er stadig agurketid i medierne, og det er da også meget, meget sløvt med hensyn til at få læst i aviserne eller set særlig meget nyheder i tv.

Dog får jeg skimmet min Berlinger nogenlunde hver dag, og her var der i dag en historie om det altid interessante fænomen, DSB.
Det viser sig nemlig nu, at kun tre ud af fire DSB-tog ankommer til tiden – det vil sige DSB’s definition af “til tiden”, nemlig inden for seks minutter af det tidspunkt, der står i køreplanen.

Som tidligere pendler til Fyn kan jeg supplere med, at et tog, der kun er tre eller fem minutter forsinket også kan være katastrofalt. Det kan for eksempel gøre, at man skal vente længe på det næste S-tog, den næste bus, osv.

DSB kan med dagens historie lige svinge sig op på at være den eneste “skandale” lige nu i medierne. Det er som om, den ellers meget omtalte Københavns Lufthavn har fået reddet stormen af. Mens det stod på, var det for øvrigt svært helt at bedømme, hvor stort problemet reelt var, og nu er alt i orden igen.

Apropos DSB… Statsbanerne har en af Danmarks mest anerkendte pressechefer, Anna Vinding, som i øvrigt var i Mennesker og Medier på P1 fredag i sidste uge.
Anna Vinding var i studiet med sin søn (der også er journalist) om stort og småt inden for journalistikken, og hvordan den har udviklet sig inden for de sidste par år.

Programmet ligger her.